10 nov Fribytterdrømme – Posten
Foto: Jeppe Seiding Olsen
Venue: Posten, Odense
Dato: Torsdag den 9. november, 2023
Posten fik psykedeliske briller på, da Fribytterdrømme spillede deres sidste koncert på fynsk grund.
5/5
Man kan kun ærgre sig over, at Fribytterdrømme snart er et band, der hører fortiden til. For et liveband med en sådan nådegave synes at være en sjældenhed på den danske musikscene. De beviste i den grad, at deres buldrende syrerock og unikke lyd vil blive savnet, da de torsdag aften skød deres afskedsturné i gang på Posten i Odense.
Lau Pedersen, den altid karismatiske fribytterfrontmand, havde fra start publikum i sin hule hånd. Iført solbriller og denimsæt, hoppede han barfodet på scenen med et orkester, der koncerten igennem var konstant nærværende og yderst velspillende.
Allerede fra første akkord blev slået an til ’’18.09.1986’’, var der ikke ét hoved, der ikke rockede i takt med de pulserende trommer og distortede guitarer.
Under hele koncerten bevægede Lau Pedersen sig dyrisk rundt på scenen, og dirigerede publikum i fagter og klap, når han ikke var travlt optaget af at danse og spille guitar. En gestik, der gjorde det svært ikke at lede tankerne hen på nogle af de helt store rockikoner.
Alle tilstedeværende lod sig rive med af det psykedeliske bagkatalog, hvor set-listen bl.a. bød på numre som ’’Kosmonauterne’’, ’’Hallusignaler’’ og ’’Himmellegemer’’, der alle var ved at blæse taget af.
Efter at være trådt af scenen for sidste gang på fynsk jord, insisterede et trampende Posten på at suge det sidste ud af fribytterdrømmen i form af et ekstranummer – og de fik, hvad de bad om. Fribytterdrømme lukkede ballet med deres nummer af selvsamme navn. Et nummer på 20 minutter, der hylder den ekspressionistiske æstetik igennem poetiske vers og et hav af helteværdige guitar-soloer.
Man bør ikke snyde sig selv for at opleve et liveband i særklasse, når Fribytterdrømme i disse dage spiller deres sidste koncerter nogensinde.
Skrevet af Benjamin Absalonsen