FORPREMIERE: Capitals skaber visuel hvirvelvind af lyd og farver i nyeste musikvideo

Foto: Capitals // Andreas Valdemar (Pressebillede)

Det grandiøse stadionrock band Capitals udgiver sensorisk musikvideo til deres nyeste single, der handler om at genopbygge tilliden igen


Den Københavnske rocktrio Capitals har frigivet musikvideoen til deres seneste single “Fire”, der undersøger følelserne omkring at turde stole på et andet menneske igen, efter at man har oplevet blevet skuffet gang på gang. Igennem en storladende tremolo-vokal, et velorkestreret stryger-arrangement, intensiverende hi-hat og korstemmer formidles tonerne igennem et visuelt sammensurium af farver i musikvideoen.

Medlemmerne bades i hvirvlende nuancer af orange og blå, alt i mens en inderlig, moderne danser vrider sig til de storladende toner. Videoen giver konnotationer til de tidlige 90’er musikvideoer, hvor hurtige skift og farvesammensmeltninger præger et mørkt lokale, hvor bandmedlemmerne og danseren blot lyses op af de omskiftelige farver.

“Fire” starter tålmodigt og følsom, hvor et rungende synth underlag bliver springbrættet for en intensiverende udfoldelse af dream-rock toner, som til sidst kulminerer med fuld intensitet. Sammen flettes sangens universelle tema om at genopbygge tilliden efter, at den er blevet brudt, med musikvideoens skildring af de intense følelsesudbrud i turbulente farvemasser. Om sangen fortæller forsanger Kenneth Nefling:

“Sangen handler om tillid og om at turde stole på et andet menneske efter at være blevet skuffet igen og igen. De fleste oplever nok på et eller andet tidspunkt i livet at blive skuffet over en anden person, så oplevelsen er ret universel. Nogle gange kan man blive forblændet af sine bitre erfaringer, som ender med at skygge for, at man tør give sig selv hen i en ny relation. På ‘Fire’ er det set fra den nye relations synspunkt og om hvor svært det kan være at overbevise en allerede brændt person om, at det ikke kommer til at ske igen

“Fire” kommer i kølvandet på deres tidligere singlesucces “Too Much Noise”, som blev kåret til “Pick Of The Day”på den anerkendte amerikanske musikblog Glamglare. Derudover har bandet opnået ros fra musikmagasinet Prelude Press, der beskrev bandets lyd som en blanding mellem Bruce Springsteen og The Killers.

Se musikvideoen herunder!

Tags:
Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com