Alex Vargas & Big Big Machine på Train var alt hvad en koncert skulle være!

Foto: Vidar Logi (pressebillede)
Venue: Train, Aarhus
Dato: Onsdag den 15. november 2023

Alex Vargas og bandet Big Big Machine er lige nu på turne rundt i hele Danmark. Den 15. november spillede de første ud af to udsolgte koncerter i Aarhus på Train med support fra upcoming Julie Ellinor, der med sit akusstiske sæt og indbydende stemme varmede publikum godt op. Koncerten bød på fantastiske musikalske præstationer, stemningen af intimkoncert trods et proppet spillested, et vildt lysshow og en koncertoplevelse til mindebogen.

5/5 stjerner

Jeg opfatter mig selv som en af de Alex Vargas-fans, der har været med ”fra starten”. Siden første singleudgivelse “Till Forever Runs Out” i 2014, har jeg været grebet af Alex Vargas’ utrolige vokal og indadvendte sound. Alex Vargas musikunivers er med årene blevet mere udadvendt, men musikken gemmer stadig på tankevækkende og selvreflekterende tekster, der sunget med så vild en vokal som Vargas’ burde få enhver til at forelske sig i musik. Efter koncerten på Train den 15. november i Aarhus, har jeg stadig samme opfattelse, hvilket jeg er ret sikker på, jeg deler med alle andre, der har oplevet Alex Vargas live.

Efter en guitarbåret intro, hvor Vargas var badet i spotlys, trådte også bandet Big Big Machine ind på scenen og spillede nummeret “Mama, I’ve Been Dying” fra det for nyligt udgivet album Big Big Machine. Dette nummer var kun starten på et hav af numre som publikum skrålede med på. Igennem en velarrangeret sætliste af nyt og gammelt musik tog Alex Vargas publikum i hånden i en koncertoplevelser, der indeholdt alt, hvad den skulle. Vargas var både nærværende, fortalte anekdoter, mens han stemmede sin guitar, opfordrede til klap og sang, fik sunget en akustisk version af nummeret “Meant to Be Together” nede blandt publikum og ved at fortælle, hvor specielt det er at spille i Aarhus, fik han publikum til at føle, at det var en helt særlig aften (… Vargas: min lydmand siger, at jeg skal stoppe med at sige sådan noget pjat hver aften”).

Big Big Machine var et tjekket band, der havde overskud til at smile til publikum og grine til hinanden på scenen – de havde øvet sig hjemmefra. Trommeslageren Felix Ewert havde også den ydmyge rolle som ”hypeman” på scenen, hvilket også viste publikum det enorme musikalske overskud. Alex Vargas havde den helt store hovedrolle til koncerten, selvom der blev skabt en masse musikalsk rum til både guitar- og trommesoloer, flotte korstemmer og shout outs til kollegaer i musikbranchen.

Herfra skal der lyde en kæmpe anbefaling, hvis du er heldig at fange en ikke-udsolgt koncert!

Af Anne Skov Frost-Jensen

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com