20 okt Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 42
Foto: lil cat // Sofi Hellberg Olsson (Pressebilleder)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Denne gang har vi fundet fem forskellige albums, som byder på musik fra eksperimenterende genrehybrider til storslåede popproduktioner. Læs med og fang noget ny lyd blandt vores favoritter!
Sampha – LAHAI
Sampha er et velkendt navn på den internationale scene, hvor han i samarbejde med nogen af tiden største musiker, har udfoldet sin store sans for genrelegende musik. Nu er han klar med sit blot andet længeventede album LAHAI, der overstiger alle forventninger! Sampha’s nyeste album LAHAI er en musikalsk genreekspedition, der strækker sig fra jazz, soul, rap, dance til dybe rødder af vestafrikansk musik, der fletter sig sammen i velovervejede musikalske hybrider. Dette understreges allerede af albummets første sang: “Stereo Colour Cloud (shaman’s dream)”, der introducerer lytteren til et transcenderende lydunivers, som portrætterer det fintfølende kaos, der opstår, når man konfronteres med livets cyklus. Albummet er impressionistisk i sin fremtoning, der bl.a. demonstreres igennem den altomspændende inkorporering af genrer, som giver numrene en intrikat tekstur, der bliver ved med at overraske. Albummet behandler temaer som ånder, flyvning, menneskets søgen efter noget større end dem selv og naturens skiftende rolle i en teknologisk verden. Sampha beskriver hans musikalske inspirationskilde som følgende :
– Jeg føler helt klart en forbindelse til vestafrikansk folkemusik, især Wassoulou, og det har haft en naturlig indflydelse på mig. De typer af synkoperede, skarpe rytmer, som derefter flyver videre til USA og blues, hvilket fører til funk, hvilket så er der min forbindelse til funk breaks
Sampha er en britisk singer/songwriter og producer, der blev kendt for sine velproducerede musik samt følsomme klaverballade, som har fanget opmærksomheden hos nogle af musikbranchens største navne – fra Kendrick Lamar, Drake til Solange. Hans debutalbum, Process, blev rost for dets inderlige refleksioner over sorg og tab, men med LAHAI markerer et nyt kapitel, hvor han kigger fremad og undrer sig over, hvad fremtiden har i vente.
Lyt til albummet her!
Lil Cat – Party Music for Benchwarmers
Lil Cat har netop landet deres nyeste album: Party Music for Benchwarmers, som er en poppede ode til livets bænkevarmer. Med rødder i både 00’er rock og moderne pop blander de barnlig naivitet med voksen alvor, og sange der bevæger sig mellem den selvsikre rockstjernes glød og genert tilbageholdenhed. Deres numre er rå og energiske, krydret med distortede guitarer og fængende omkvæd. Det er musik der taler til dem, der foretrækker at feste hjemme i stuen frem klubben og dem som helst vil iføre sig crocs frem for stilletter på dansegulvet. På albummet indgår bl.a. den hjertevarme sang: “Happy Place”, der er en kærlig reminder om at sætte pris på de nære relationer, der gør tilværelsen meningsfuld.
Lyt til albummet her!
Sarah Klang – Mercedes
Den svenske indie-pop kunstner Sarah Klang, tager lytteren med på en dybtfølt rejse igennem moderskabets følelsestornadoer på hendes nyeste album Mercedes. Udgivelsens 10 sange formidler dette budskab i lette folk-pop melodier, hvor lytteren drages ind i de komplekse situationer gennem bløde toner. Men Klangs musik er mere end bare smukke melodier. Fra hendes hjem i Göteborg fortæller hun om de blandede følelser ved at blive mor, og hvordan musikken hjalp hende med at bearbejde de tumultariske følelser. Sarah Klangs evne til at fortælle selvbiografiske historier er ikke ny; fra hendes debut, som vandt en Swedish Grammis, har hun altid brugt musikken som en måde at navigere og bearbejde forandringer i hendes liv. Hendes seneste album, som danner bro mellem fortidens sår og fremtidens håb, er helt klart værd et lyt!
Lyt til albummet her!
AVA – Alt for meget, alt for lidt
Den 27-årige sangerinde AVA, også kendt som Anna Vind, præsenterer sin debut-EP Alt for meget, alt for lidt. Gennem popbetonede melodier udforsker hun hverdagens udfordringer, længsel og de indre kampe mellem at føle sig som “for meget” eller “for lidt”. Hun rammer derved en skrøbelig nerve, som mange nok kan nikke genkende til. Med afsæt i dette udfolder hun, hvordan man midt livets hektiske grundpræmis, hvor vi ofte føler, at vi er fyldt op med stressede kalendere, paradoksalt kan blive efterladt med en følelse af, at der stadig mangler noget. AVAs nyeste EP lukker op for et intimt rum, hvor man kan spejle sig hendes relaterbare tekstunivers og fængende melodier.
Du kan lære AVA lidt bedre at kende lige her, hvor du ligeledes kan få indsigt i maskinrummet bag den nyeste udgivelse.
Lyt til EP’en her!
Batsheba – Disc 1: To Catch Your Tears
Batsheba har netop landet sin nyeste udgivelse: Disc 1: To Catch Your Tears, der er en form for mini-EP, som sætter ord på de kontrastfyldte følelser af hjertesorg og at føle sig tabt. Kunstneren inddrager lytteren i de komplekse følelser af kærlighedens svære kår og vejen mod selvopdagelse. Batsheba har på sin nyeste udgivelse givet plads til at lade de komplicerede sindstilstande flyde ud i rørende kompositioner, der giver genklang. Her finder man bl.a. den halvakustiske single “Weed” der formidles gennem Batshebas R’n’B klingende vokal, der smidigt fletter sig sammen med distinkt anslåede guitarspil. Her ledsages hun ligeledes af udstrakte synthtoner og strygere, der sammen med et sporadisk harmoniserende kor skaber et sanseligt lydbillede.
Lyt til sangene her!