23 okt Scala tømmer hjertet i ambitiøs indierock debut
Foto: Scala // Otto Godhjælpsen (pressebillede)
Efter at have teaset deres lyttere med singleudgivelser i et år frigiver det danske indierockband deres debut-EP, der bærer titlen Husets Vin. Denne episke samling af sange udforsker temaer om forstadsromantik og undergangsfornemmelser, og skaber et rørende lydbillede af længsel og erkendelse
Bandet, Scala, har endelig udgivet deres første samlede værk, i form af en seks sange lange EP Husets Vin. Gennem disse musikalske historier behandler bandet et ønske om at bryde ud fra ens rødder og skabe noget bedre end det, man kommer fra. EP’en handler også om tvivl og rastløshed, der opstår, når ens mål virker uopnåelige, og om hvordan hele rejsen til tider kan føles meningsløs. Sangforløbet beretter nærmest om undergang, en længsel efter at udforske det ukendte og drømme, der til sidst bliver til støv under en brændende sol i det afsluttende track “Peloponnes”.
Scala fanger årtusindeskiftets håbefulde optimisme, mens de beskriver overgangen til voksenlivet i en verden præget af kriser og konflikter. Deres musik indhyller lytteren i atmosfæriske guitarlyde og dybe synth-figurer, mens eftertænksomme, tunge klaverakkorder buldrer. Teksterne er dybt romantiske og rodløse, hvilket afspejler længslen efter noget mere. Gruppen udtaler selv om projektet:
– “Husets Vin er følelsen af altid at være bagud med to, hver gang man træder et skridt frem i livet. EP’en arbejder i grænselandet mellem den naive romantiske barndomsdrøm og den brutale voksen-virkelighed, hvor blide sensommerminder oftest bliver overskygget af hård realitet.
Det er sange til alle os nomader, der hver dag kæmper med bagagen. Én samlet fortælling om, at vi kun klarer den sammen”
EP’en blev optaget i ét sammenhængende rum for at bevare intensiteten og styrke bandets kollektive budskab. Produktion og mixning blev håndteret af Jonas Wetterslev, mens Søren Zahle stod for mastering.
Lyt til EP’en lige her!