Peter Albrechtsen udforsker livets kontrastfulde facetter i nyt album

Foto: Peter Albrechtsen //  Hannibal Frydendal (Pressebillede)

Peter Albrechtsens nyeste album udsprang af to skelsættende begivenheder i hans liv, der konfronterede ham med livets modpoler

Livets kontraster, fra fødsel til død, bliver udforsket i Peter Albrechtsens nye album Død & Liv. Albummet er et dybtgående og følelsesladet projekt, der afspejler kunstnerens oplevelser og refleksioner fra nogle af livets mest skelsættende øjeblikke. To afgørende begivenheder gav næring til albummets skabelse: fødslen af Peter Albrechtsens søn og et nært familiemedlems psykiske nedtur. I denne følelsesmæssige pærevælling blev han konfronteret med livets skarpe kontraster, som blev grundlaget for hans musikalske arbejde:

At opleve et menneske blive til og på samme tid opleve et andet menneske forsvinde fuldstændig var en voldsom oplevelse. Det gjorde, at jeg begyndte at få billeder og ord i hovedet, som trængte sig på. Ord som præsenterede sig selv med en stor nødvendighed. Det var en oplevelse jeg var nødt til at udtrykke gennem ord og musik. Jeg begyndte at reflekstere over døden og livet, og hvordan de spejler hinanden. Hvordan kommer døden til udtryk i vores liv? Hvordan bliver livet sat på spidsen af vores bevidsthed om døden? Hvad indebærer det at være i live, at eksistere?

Død & Liv skildrer, hvad det vil sige at være i live med alt, hvad det indebærer af glæde, sorg, kærlighed og tab. Peter Albrechtsen udtryksfulde og hviskende vokal leder lytteren gennem en verden af poetiske tekster, der skildrer de menneskelige modsatrettede følelser. Udgivelsens teksturfyldte lydside strækker sig fra akustisk guitar til synths, distorede saxofon og violiner, der indkapsler det sanselige tekstunivers. Død & Liv indeholder desuden instrumentale numre, som understøtter albummets reflekterende format, der giver plads til eftertanke.

Fra singler som ”Alt Er Dit” og ”Guds Egen Bil” får man et indblik i, hvordan Peters ord maler billeder i lytterens sind. ”Som På Din Grav” er et vidnesbyrd om vanskelighederne ved at være tæt på en person, der virker fraværende. Heri udforsker Peter forholdets dybder med linjer som ”Jeg tager dig på som et nu, men jeg drømmer om i går”.

Produktionen bag ”Død & Liv” blev skabt i samarbejde med den erfarne Bjørn Gjessing og Casper Nyvang Rask, og pladen byder på en række gæsteoptrædener fra T.S. Høeg og Stine Steendorph.

Lyt til albummet her!

Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com