09 okt N.P. York & The Fools leverer en håbefuld og rå følelsesbasker
Foto: N.P. York & The Fools // Josefine Wilstrup (Pressebillede)
Med deres nyeste single præsenterer N.P. York & The Fools en energifyldt postpunk-hymne, hvor saxofon og legende fløjteklang indfanger håbets essens.
N.P. York & The Fools’ nyeste single, “Wasting Time (Part ll)”, tager lytteren med på en fremadskuende og håbefuld rejse. I modsætning til bandets tidligere numre, som dykkede ned i de svære følelser gennem emner som depression og den vanskelige kærlighed, tager deres seneste single afsæt i et mere positivt ladet lydlandskab.
Forsanger, N.P. York, udtaler om singlen:
– “Wasting time (Part ll) er en sang, der blev skrevet under min depression. Men den handler om håb, for det er i sidste ende det, der bærer én igennem de mange, mørke måneder. Man går og spilder sin tid lidt, når man har en depression, men jeg var så heldig at møde et særligt menneske som til hver en tid må spilde min tid. Det gav mig håb. Samtidig havde jeg brug for at smadre igennem mentalt og fysisk, som jeg og The Fools gør på Wasting Time (Part ll),”
Sangen byder på et tætpakket lydbillede, hvor instrumenterne udfoldes løssluppent i en insisterende fremadgående rytmik, der suppleres af tonerne fra en saxofon, som får lov til at lave et indtog i sangens sidste halvdel. Sangen har en nostalgisk kvalitet over sig, hvor det mættede lydbillede underbygger det håbefulde narrativ. Dette forstærkes ligeledes af forsangerens vokalpræsentation, som af og til bryder ud i et passioneret “Wuh”, hver gang sangen nærmer sig sit omkvædet, samtidig med at finurlige fløjtetoner sommetider fletter sig ind i sangens lydbillede. “Wasting time (Part ll)” fremstår i postpunkens karakteristiske lydbillede, som med saxsolo og fløjtenoter når et emotionelt kulmination af håbefulde følelser.
Lyt til sangen her!