Mörmaid giver progressive elektropop melodier, der belyser samfundets sterile overflader

Foto: Mörmaid // Tekla Lou Fure Brandsæter (Pressebillede)

Den Oslo-baserede Mörmaid, leverer nytænkende elektropop toner med eksperimenterende twist. Nu er hun klar med sin seneste single, der berører emner som overforbrug og den konstante stræben efter mere

Den norske elektropop stjerne, Mörmaid, har udgivet singlen “Mancifest”, der belyser et vigtigt budskab i nutidens samfund. Om singlen fortæller Mörmaid:

– “’Manicfest” er en refleksion over den voksende tendens til at manifestere, og hvordan jeg mener, at det mest er en trend blandt folk, der allerede har meget, men stadig ønsker mere. Det er ikke rigtig en kritik af denne praksis, men snarere et spørgsmålstegn. Sangen berører også temaer som overforbrug og ambitionen om altid at stræbe højere, og aldrig at være helt tilfreds, selv når man opnår sine mål.”

Mörmaids musik er sammensat af en bred vifte af indflydelser, hvor fri jazz møder hyperpop og beat-drevet klubeksperimentering. Der er en klar kontrast i hendes arbejde, hvor hun udforsker sin vokal, forskellige teksturer og elektroniske udtryk gennem mættede lydbilleder. Hendes lyd trækker ligeledes tråde til navne som Grimes, fka Twigs og SOPHIE, dog i sit helt eget unikke format.

Sangens coverbillede understreger sangens indhold, som er et samarbejde mellem Mörmaid og AI, der i stigende grad finder indtog i vores samfund. Mörmaid uddyber:

– Det gav mening for mig at udforske AI som en metode til at realisere mine idéer ved blot at beskrive, hvad jeg ønsker, og få det præsenteret for mig inden for sekunder. Jeg har bestemt ambivalente følelser omkring at bruge det som en del af min kunst, og det er netop pointen. Sammen har vi skabt urovækkende billeder, der reflekterer min egen usikkerhed omkring denne nye teknologi.

Hendes debut EP, Push Pull fra 2022, åbnede døren til en ny lydverden, hvor kølig pop fusionerer med skiftende rytmer, fri improvisation og dyb bas, som understøtter de svævende vokalmelodier. Mörmaid er en tidligere jazz-studerende som med sin genrebrydende musik, giver et frisk pust til den elektroniske scene.

Lyt til singlen her!

Tags:
Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com