30 okt Ingen er større i Danmark end Ukendt Kunstner
Foto: Anna Gabriela Valentinuzzi Borgkvist
Dato: 27 Oktober 2023
Venue: Royal Arena
Efter en koncert i fællesskabets navn står det klart: Ukendt Kunstner er de største i Danmark.
5/5 Stjerner
Jens Ole McCoy kunne dårligt nå at få sin applaus før Hans Philip fløj ud på scenen, og sammen viste de sig som en skinnende perle i dansk kultur, fra første øjeblik. Under første nummer, ”Boulevarden”, overdøvede publikum Hans Philip, og denne stærke følelse af fællesskab skulle fortsætte aftenen ud – simpelthen pga. værdien af og kærligheden til Ukendt Kunstners numre. Tidligt i showet sagde Hans Philip: “Der er ikke noget der hedder i går, der ikke noget der hedder i morgen, det er lige nu det handler om” og med et trylleslag manifesterede den sætning sig, og holdt gennem hele koncerten.
På ”Lige Nu (feat. Sivas)” kom spooky season til sin ret, da der var gyserstemning, når Hans Philip slængede sig henad scenen med skrækindjagende grin og skrig. Han sluttede i Jesus-positur, i stærkt lys og med strakte arme, og stemningen forvandlede sig til noget fra højere magter under ”Mand Over Bord”. Senere udviklede ”Hele dagen” sig til technofest og Hans Philip fik lavet den fine lille overgang “når man har knoklet hele dagen så har man fortjent at høre sit fucking nummer.”
På ”Gran Turismo” viste Hans Philip sig som en fortæller mere end blot en sanger. Man mærkede alle følelserne i hans stemme, som han i øvrigt havde helt under kontrol hele aftenen. Også hans rap sad lige i skabet.
Der var så meget taknemmelighed og kærlighed, som gik på kryds og tværs mellem Hans Philip, McCoy, publikum og byen det hele befandt sig i. Udover at Hans Philip dedikerede hvert eneste nummer til publikum, præsenterede han adskillige af dem ved at sige, at de gik ud til hans ’day ones’. Det viste sig så gang på gang at være hele salen, for publikums stemmer fyldte Royal Arena på bedste fællessangs-manér. ’Jeg kan ikke gøre det alene’ sagde Hans Philip, og det fik han heller ikke lov til.
Men størst af alt, var kærligheden til København. Der bredtes en smuk national stolthed, og Ukendt Kunstner fik etableret sig som ungdommens dansktop anno 2023. Der var mange Københavner-cute øjeblikke, fx da en af aftenens gæster, Lord Siva, hoppede af scenen med ordene; ‘vi ses Hans, vi ses Ole, vi ses København’ – her blev man mindet om, at trods Ukendt Kunstner leverer et internationalt niveau, på både produktion og performance, er de blot to fyre fra København.
Jeg gik ikke ind til koncerten med en udpræget bias. Alligevel får de fuld plade på stjerner. Det gør de fordi det var den perfekte koncert. Der var kærlighed, humor, talent, fællesskab, perfekt mængde fede visuals og naturlig performance til UG. Der var alt fra klaver-ballade i spotlight på ”Kerosin” til heftig technofest på ”Stein Bagger” og overvældende øjeblikke i ”Overleve” og ”Uden Dig”.
Jeg lærte noget nyt fredag aften – der er ingen større i Danmark end Ukendt Kunstner.