Baby In Vain udforsker dybere progressive toner på ny single

Foto: Baby In Vain // Aleksandra Milanovic (Pressebillede)

Baby In Vain’s nyeste single forener raketalderens nostalgiske guitarlyde med en dybdegående progressiv stil, hvor melankoli møder intensitet, og peger mod bandets spændende musikalske fremtid.

Med rødder i de karakteristiske raketalder guitarer, som har været et musikalsk fundament for Baby In Vain‘s udtryk, fremstår “Got It In You” som et dybtgående progressiv nummer. Nummeret leder tankerne hen på den følelsesladede intensitet, som Black Sabbath er kendt for, samtidig med at nummeret giver associationer til den særlige slæbende rytme, der er tilstede i Everybody Daylights nummer: “Bright Black Morning Light”. Kombinationen af nummerets kølige tempo samt trackets inkorporering af et storslået, mørkt strygerarrangement, bringer en melankolsk dimension til sangens lydlandskab.

Efter udgivelsen af deres sidste album, bevægede bandmedlemmerne Lola Hammerich, Andrea Thuesen Johansen og Benedicte Pierleoni-Nielsen sig ud i forskellige musikalske retninger. Dette har inkluderet samarbejde med prominente navne som MØ, Snuggle, Ydegirl og mange andre. Selvom de har haft succes hver for sig, er det tydeligt, at hjertet ligger hos Baby In Vain.

Med “Got It In You” tager Baby In Vain lytteren med på en dybere udforskning af deres karakteristiske lyd og peger samtidig mod nye horisonter. Dette track repræsenterer den første nye musik fra bandet siden deres andet album See Through. og vidner om en lovende musikalsk fremtid for bandet.

Lyt til singlen her!

Tags:
Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com