24 okt ANMELDELSE: King Krule leverede kontrolleret galskab for udsolgt VEGA
Foto: Laura Ioana
Venue: VEGA
Dato: Mandag den 24 oktober, 2023
4/5 stjerner
Med Jazzede genrehybrider og en rungende, distorted guitar blev King Krule en gal videnskabsmand, der tryllebandt publikummet i hans verden af indadvendt galskab, der blev projekteret ud mod verden
Mandag aften indtog den legendariske, genrejonglerende kunstner King Krule, med det borgerlige navn Archy Marshall, scenen til en udsolgt koncertsal på VEGA, der emmede af forventninger. Efter en slap opvarmning, der blot varede 20 minutter, leveret af den ellers talentfulde kunstner Okay Kaya, efterlod hun publikummet mindre opvarmet, end da de trådte ind i salen. Dette kompenserede King Krule for, da han i en blålig tåge markerede sit indtog på scenen, hvor bandets konturer stille tonede sig frem til de gådefulde toner af “Perfecto Miserable” fra albummet Man Alive! (2020). King Krules ansigt blev derefter badet i et skarpt lyserødt lys, der stod i kontrast til scenens dybe neon blå farve, alt imens han slog den essentielle elguitar an, der trofast var fastlåst til sangerens bryst igennem hele showet. Sangens lydunivers udfoldede sig i et fremadskuende udtryk, der ledte op til musikerens karakteristiske form for kontrolleret, musikalske growling, som kulminerede i bandets hæsblæsende indtræden. Alt dette blev indhyllet i blinkende, udfarende strobelys, der generelt fungerede som et velreflekterede æstetisk valg igennem hele showet, der ofte lagde King Krule hen i silhuetter.
King Krule er en mester i at udtrykke sig i musikalske genrehybrider, hvor vanvittige saxofon soloer og distorede guitarer udfoldes inden for et eftertænksomt, men hæsblæsende universer. Det var tydeligt at bemærke, at de fremmødte deltagere primært var unge folk i 20’erne med en personlig aktie investeret i kunstneren. Flere gange tog de begejstrede pubilkumsgængere hinanden omkring skuldrene og skreg enstemmigt med, når første tone blev slået an med ord som: “Det er den? Er det ikke den! Det er Dum Surfer! AAARH” – og det var især denne sang, som i første halvdel af showet var en uovertruffen publikumsfavorit, hvor lydende til musikken forplantede sig gennem hele koncertsalen som en pulserende bølge, der fik folk til at hoppe ind i hinanden af ren begejstring. Her fik folk en ventil fra mandagens trivialiteter til lydende af den hårde punk-lignende jazzhybrid, hvor King Krules karakteristiske udbrud skød ud som spredehagl. Der er ingen tvivl om kunstnerens musikalske overlegenhed, der leveres igennem skæve musikalske perler, der er tilpas mærkelige, til at de er tilgængelige for lytteren. Hans måde at fusionere musikken på kommer til sit fulde potentiale på livescenen, da musikken besidder en uforlignelig energi, der er som støbt til et livepublikum.
Man må dog sige, at King Krule er en mand af få ord. Gennem hele koncerten på omkring 1 time og 40 minutter, blev der sparsommeligt udvekslet cirka 4 sætninger med salens fremmødte gæster. En af dem med den klassiske: “Hey how is everyone doing tonight? Thank you very much” og sætningen: “Now I need everyone in the audience to meow like a cat” – ja, som en af gæsterne sagde: “Han siger ikke så meget”, og dette markerede sig ofte i lidt for langvarige stilheder efter numrene, der fik folk til at rømme sig. Dette talte dog på en måde til sangerens æstetik, der meget af tiden mestrer et mere introspektivt lydkulisse, som gøres udadreagerende på hans helt egen særpræget facon. Koncerten stod skarpest i første- og sidste del af showet, hvor publikummet fik lov til at få fat i de nostalgiske hits som: “A Lizard State”, “Baby Blue” og “Rock Bottom”. Dog dalede stemning en smule i midten af koncerten, hvor en række af King Krules nyeste sange fra albummet Space Heavy, blev spillet efter hinanden, der ofte udfoldede sig til lange eksperimenterende sekvenser. Dette var en smule ærgerligt, da sangene ville have haft mere mulighed for at skinne igennem, hvis de var mere strategisk placeret.
Men man kan dog ikke benægte, at King Krule er en fantastisk garvet musiker, der det meste af tiden havde publikummet i hans hule hånd.
