03 okt ANMELDELSE: 50 Cent – Royal Arena
Foto: Alive Coverage
Venue: Royal Arena
Dato: Lørdag den 30. oktober 2023
New York og 00’erne var på besøg i Royal Arena lørdag aften. Men det var ikke så smagfuldt som det kunne have været.
2/5 stjerner
Busta Rhymes lagde ud med en heftig seance af en support, der mest af alt mindede om et hysterisk børneprogram, hvor det gælder om at få børnene (her hiphop-fansene) til at hidse sig så meget op som muligt. Han brølede og prustede sig gennem sit set, som ulven i historien om de tre små grise – tilsat en offensiv seksuel fremtoning. Stemningen var lummer, men ikke på den kække måde Busta Rhymes nok havde håbet. “This is baby-making fucking music” skreg han, da publikummet ikke var højlydte nok i første forsøg på 2002-hittet ”I Know What You Want” med Mariah Carey. Han fik reklameret for sit kommende november-album, der har Timbaland, Swiss Beatz og Pharrell på produktionen, så der er der da noget at se frem til.
Det aldersmæssigt blandede crowd var ikke kommet til ære for Busta Rhymes. Vi var samlet for at fejre 20 års jubilæet for det ikoniske album Get Rich Or Die Tryin‘ fra 50 Cent. Jeg gik i tredje klasse da det udkom, og opdagede der, ligesom mange på min alder, min kærlighed til hiphop. Det var 50 Cent vi alle hørte, og nogle år efter, da YouTube dukkede op, brugte vi hvert frikvarter med øjnene limet mod Candy Shop musikvideoen, på skolens skærme. Så for mig har 50 Cents musik kæmpe nostalgisk værdi. Men var jeg kommet med forventningen om en hiphopkoncert i høj kvalitet, var jeg blevet slemt skuffet (bemærk – det var jeg ikke).
50 Cent havde taget hjembyen New York med på scenen. Ham og slænget gik rundt og rappede blandt de store platforme, der skiftevis lignede New Yorks bygninger, gyder, skyline og subway. På “gaden” var der i løbet af aftenen både mavedanser, stripshow, dancebattle og breakdance. Byen blev malet rød og forvandlet til et stripshow, mens 50 Cent lavede sit første af mange outfit-skift (der bestod af alt fra Givenchy-skjorte til jerseys til den klassiske hvide 50 Cent tank top). Han kom ud i et tracksuit af læder, og satte sig til rette for at modtage en lapdance, der fik scenen til én til én at ligne en musikvideo fra 00’erne. Det var en så klassisk gangster rap koncert, at det den første halvdel næsten blev for generisk, med hænderne fra side til side, råbende ’hey ho’.
Der var lidt bøvl med lyden, som frarøvede ”Hate Ir Or Love It”s ikoniske beat, som sank væk i 50 Cents lidt jabbede rap. Han havde, som Busta Rhymes, nemlig til tider også svært ved at få pusten.
Festen gik først rigtigt i gang da ”P.I.M.P” startede en hitparade, der mindede salen om hvorfor 50 Cent har formået at erklære Royal Arena udsolgt. Men 50 Cent lægger ikke just skjul på sin succes, hverken som rapper, forretningsmand eller skuespiller. Og vi fik da også en parade af hans film og serier vist, som i en biograf, da salen for en stund rykkede fra New York til Las Vegas. Pludselig var temaet Gangster Gatsby, og ikke mindst alt i guld. Guldet var i løbet af hele showet alle vegne – guldkæder, guldregn, guldbarre på skærmene. Nogle numre fungerede, og 50 Cent gav den virkelig også alt hvad han havde, det var ligesom bare ikke nok.
Et stort øjeblik var ”Ayo Technology”, der dog gjorde lige lovlig meget ud af teknologi-temaet, med lazerlys og visuals med old school teknologi-grej som høretelefoner og boomblastere. Igen lignede scenen en musikvideo fra MTVs bedste sendetid.
Koncertens gyldne øjeblikke var dermed sagt ikke takket være en blændende præstationen, men ren nostalgi.
– Skrevet af Therese Mayland Bagger