15 sep Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 37
Foto: Fieh // Jonathan Vivaas Kiese (pressebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Denne gang har vi fundet fem forskellige albums, som byder på musik fra storladen indie til livlige funk-jams. Læs med og fang noget ny lyd blandt vores favoritter.
Mitski – The Land Is Inhospitable
Den amerikanske singer-songwriter Mitski, har efterhånden etableret sig selv som en uundgåelig kraft i den internationale indie-scene. Hun perfektionerede sit håndværk som kunstner og sangskriver i 2016 med albummet Puberty 2, mens omverden for alvor fik øjnene op for hende med Be the Cowboy fra 2018. Den virtuøse sangskriver gentager succesen i endnu en utraditionel samling sange med det dugfriske The Land Is Inhospitable and So Are We.
Dette album er skabt ud fra Mitskis ønske om at samle al sin kærlighed, og projektere det ud mod andre mennesker, også efter hun har forladt os. Disse overvejelser afbilleder en forestilling der gennemsyrer hele pladen; kærlighed der hjemsøger landet. Hun beskriver videre albummet som sin mest amerikanske plade, hvor nationens sorger og smertefulde selvmodsigelser behandles og vidnes. I sagnene påpeger Mitski landets mange sår og traumer, men forsøger også at helbrede dem gennem sit fokus på kærlighed.
Også sonisk kommer den amerikanske sensibilitet til udtryk, gennem en nostalgisk instrumentation inspireret af soundstracks fra klassiske westernfilm. Dette høres i overforbruget af slideguitar, naive, Copland-lydende strygere, og saloonagtige klaverer. Udtrykket føles dog aldrig passé eller bliver kedeligt, da hun indsprøjter lyduniverset med sine egne karakteristiske, kreative idéer. Albummet byder også på nogle af Mitskis mest ambitiøse og omfattende produktioner, med brugen storslåede strygersektioner, dramatiske orgler, og hjernesmeltende synth-bas.
Pladen fusionerer følelsen af at sidde i den amerikanske prærie og varme hænderne ved et lejrbål, med episke momenter af kærlighed, ensomhed, visdom og håb.
Jaya May – Love Life
Hvis du mere er til selvsikker soul-R&B, skal du tjekke Jaya Mays EP-debut Love Life ud. På Bands of Tomorrow har vi i længere tid være glade for singer-songwriterens output, og nu er hun endelig klar med en kollektion af seks, skarpskårede numre, centeret omkring Jaya Mays hjertevarme alt-vokal.
Allerede i EP’ens intro-track afslører kunstneren i spoken word-form hvad værkets sammenbindende tema er: “Don’t get too caught in your love life”
Med disse ord opfordrer sangeren til at huske selvkærligheden, i vores evige søgen efter livets store romantik. Denne livsfilosofi ringer genklang i den pulserende energibombe “Behave”, hvor May siger imod at blive behandlet uretfærdigt af en partner, og med albummets første sang “For Love”, der med hoftevrikkende grooves, beskriver den utålmodige længsel der også findes i kærligheden. Med disse dansable banger er man ikke et sekund i tvivl om Mays ophav som trommeslager, især ved det komplekse omkvædsgroove i “Behave”, som jeg ikke kan vente med at se afviklet live.
Love Life balancerer dog også disse uptempo tracks med de bløde og storladne sjælere “Yours” og “Plus One”, hvor sangerens knasende stemme for lov til at skinne igennem den sparsomme instrumentation.
Lyt til Jaya Mays Love Life lige her, og lær hende bedre at kende i dette korte interview!
Fieh – III
Der er også ny musik fra det ottehovede neo soul-kollektiv Fieh, som netop har udgivet det passende betitlede tredje album, III. Nordmændende fortsætter med dette projekt at bane vejen for nordens “future soul” lyd.
Udgangspunktet forbliver dog de samme legender, enhver soul- og funk entusiast beundrer; som Bootsy Collins, Sly and the Family Stone, og The Meters, mens deres moderne kant bevares med referencer til Steve Lacey og Anderson Paak. Måden på moderne soul-elementer sammenblandes med klassiske genretræk, er tydeligvis grundigt overvejet, som det høres i balancegangen mellem quirky synths og jordnære rytmeinstrumenter.
Gennem deres dansable lyd mestrer Fieh mange af neo soul-genrens krævende kriterier, uden at skabe nogen form for musikalske ubalance. De formår nemlig at inkorporere en legesyg spillestil, med blandt andet indviklede rytmer og ekstatiske scatsoli, som i outroen på “Inbox”, uden at gå på kompromis med smørbløde soul-vokaler, der gennem hele projektet er fyldt med sjæl og substans.
Du kan være helt sikker på at Fieh forventeligt sætter ild til dansegulvet, om du så er på klub, til husfest, eller bare tager opvasken.
Lyt til den overvindende funkmusik her!
Lasse Storm – Lever endnu
Hvis du ikke kender til Danmarks nyeste nationalskjald Lasse Storm, så kan du passende starte med hans nyeste udlæg Lever endnu. Som en mælkebøtte gennem asfalten sprang Storm ind på den danske musikscene med det prisvindende album Holmegårdsvej og andre historier, hvor der tages en biografisk og geografisk tilgang til den rytmiske folkemusik.
På Lever endnu behandler musikeren den skæv side af Danmark, gennem danskere som ikke typisk portrætteres i kunst og kultur. Lasse fortæller:
– “Dem, der befolker den her plade, er mennesker som holdes oppe af lige dele hævn og håb. Som grundlæggende bare famler i indre og ydre randområder for at bevare en eller anden form for normalitet, og som giver lykken og livet et nyt forsøg igen og igen, selvom erfaringen siger, at alt alligevel går i stykker før eller siden”
Storm maler et totalt uromantiseret Danmarksportræt, hvor misbrug, provinsvold, og viagrasex, bliver gjort til poetiske genstande. Dette gøres dog på et uprætentiøst sprog, der sonisk udfolder sig gennem ligefrem blues- og roots inspireret instrumentation.
Du kan lytte til Lever endnu lige her!
Coco O. – Sharing Is Caring
Vi runder denne uge af med Danmarks ukronede souldronning Coco O. og det pulsregulerende minialbum Sharing is Caring. Man har nok før eller siden stiftet bekendskab med den populære sanger, der i over ti år har været fast inventar i den danske musikscene, i form af den electro-soul duoen Quadron og hendes succesfulde soloprojekt.
I denne omgang løfter Coco sløret for hendes mest ærlige og sårbare projekt til dato. Albummet tegner et selvbiografisk portræt over en kvinde i 30’erne, og de udfordrende problemstillinger som naturligvis følger med. Et tematisk højdepunkt befinder sig i reflekterende mavepuster “Fertile Feelings”, hvor kapløbet med det biologiske ur slår sangeren fuldstændig ud af kurs, og efterlades i hjerteskærende tvivl. Gennem albummets velkomponerede sange og udsøgte vibes, fremstilles flere af disse melankolske dillemaer. Selvom disse skrøbelige tematikker i virkeligheden udgør værkets kerne, er værket gennemførte musikalitet somme tider med til at overskygge dem.
Ikke desto mindre den sensuelle sangskrivning og produktion særligt dragende ved denne udgivelse, der både fungerer fantastisk som som stemningsspreder i baggrunden såvel som til intense lyttesessions. Især seneste single “Low Key Let Go” indtager en særegen, tilbagelænet kvalitet, som jeg tidligere har beskrevet som en musikalsk krammer.
Giv Sharing is Caring et lyt lige her!
Tjek også disse udgivelser ud:
Mick Flannery – Goodtime Charlie
“atom” Chris Dall & Powerband – Selvfedisme
Hudkreft – Osyo by
Boys and Ivy – sideburner
Ekspressen – 2300 Paris
Darling Darlene – Lost at the Movies
Kappekoff – New Spring
Denni Ian – SALT KING