Tværkunstnerisk møde mellem Nana Jacobi og Dy Plambeck kulminerer i efterårsbanger

Foto: Nana Jacobi, Dy Plambeck // Julie Montauk (pressebillede)

Musiker Nana Jacobi og forfatter Dy Plambeck slår deres kreative hoveder sammen i den synth-drevne single “Venter På Skyer”

Musikkens og litteraturens verden kolliderer i en stærk fusion, på musiker Nana Jacobi og forfatter Dy Plambecks nye single, “Venter På Skyer”. Tracket består af et hav af både pulserende, funklende, hårdtslående synthroller, der udsmykker Jacobis luftige vokallevering og fængende melodier.

‘Venter På Skyer’ er en bemærkelsesværdig efterårs-popsingle med en særlig lyrisk dybde. Den minder om et potpourri af Grimes, Lykke Li og Anne Linnet, med sin sanselige elektroniske produktion, iørefaldende motiver og tekster, der dykker ned i komplekse relationer. I sangen væves hverdagens objekter, som cigaretter, kastanjetræer og skraldecontainere, sammen med intense følelser og refleksioner over parforholdets nuancer, herunder tvivl og overgivelse. Teksten stiller flere spørgsmål, end den giver svar, og inviterer lytteren til at reflektere over eget liv.

Det fascinerende samarbejde mellem Nana Jacobi og Dy Plambeck begyndte sensommeren 2022, da de blev bedt om at skabe tværkunstneriske værker. Deres bekendtskab stammer fra en tidligere sangskrivercamp, arrangeret af Højskolesangbogsudvalget, hvor Jacobi medvirkede og Plambeck var en del af udvalget. Nu skulle de to kunstnere skrive og komponere sammen, og resultatet blev en koncert med nye værker ved Spoken Word Festival 22 inspireret af temaet “vækst”. Naturens vækst og menneskelige relationers udvikling blev udgangspunktet for deres kunstneriske udforskning.

Under samarbejdet skabte de flere sange og spoken-word værker, heriblandt “Venter På Skyer”. Singlen blev senere produceret af Kristoffer Søndergaard og mixet af Carsten Heller, der er kendt for sine bidrag til sange fra kunstnere som The Minds of 99, Jung, Lord Siva og Saveus.

‘Venter På Skyer’ bygger videre på Nana Jacobis tidligere udgivelser, herunder hendes seneste albums “Magnet Sky” og “Elvira Sange”, der kombinerer kraftfuld, sensuel vokal med elektroniske produktioner. Man kan opleve Nana Jacobis musik live den 29. september på Musikhuset i Aarhus og den 4. november på K.I.B i København.

Lyt til singlen her!

Tags:
Andreas Madsen
andreasmadsen@bandsoftomorrow.com