rør’s debutsingle er en indgang til en verden af følsom hyperpop

Foto: rør // Gustav Hedemann Christensen (Pressebillede)

rør har netop udgivet sin debutsingle, som lægger en følsom hinde på den højintensive hyperpop genre.

rør, med det borgerlige navn Marie Rørbæk, lægger sit eget præg på den aktuelle hyperpop genre med sin nyeste debutsingle: “bye byeee”. Sangen er en æterisk kombination af skrøbelige tekster og syntetiske melodier med en personlig sårbarhed. Med spor af en nostalgisk autotune minder rør’s lyd os om en gotisk version af Britney Spears, en PJ Harvey med digitale overtoner og The Knife, hvis de havde en lillesøster med hjertesorger.

“bye byee” dykker ned i den berusende tiltrækning af bare at forfølge sine umiddelbare indskydelser.

“Kender du det, når du pludselig synes, at nogen er så smukke og dejlige, at du får en overvældende lyst til at stoppe alt, hvad du har gang i og bare rejse ud i verden? Det kunne være med din roomie, en love interest eller måske med dig selv? Med ‘bye byee’ har jeg forsøgt at indkapsle den her berusende og måske lidt naive følelse, strække den ud og fejre den.” – fortæller rør.

Med rør’s musikalske univers giver hun dig lov til at drømme væk fra hamsterhjulets trivielle rutine. Hun tager lytteren med ud til et sted, hvor man kan få lov til at udleve en fri form for naiv hverdagseskapisme – som dog stadig emmer af identitetskriser. Gennem rør ønsker Marie at fejre livets uproduktive øjeblikke, dem hvor det er okay at føle for meget og drømme for vildt. Selv siger Marie:

“Jeg har selv svært ved at være i en verden, hvor alting skal have fremdrift for at det har værdi. Som om alt jeg gør, skal have en særlig retning – kan man mon få lov til at slippe for det snart? Som rør dyrker jeg de uproduktive øjeblikke af livet, hvor det er okay at være cringe og styret af sine følelsers store udsving.

Med “bye byee” har rør ikke kun introduceret os for sin musik men også for en verden, hvor drømme og realitet flettes sammen i et kunstnerisk udtryk.

Lyt til singlen her!

Tags:
Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com