Portræt: by:Larm aktuelle Nao Mali og Kara Jackson fortalt gennem fem sange

Foto: Nao Mali / Paul Edwards (pressebillede)

Den norske show-case festival by:Larm præsenter de nyeste stjerner, som kommer til at pryde fremtidens musikscene. Festivalens musikprogram er spækket med talentfulde navne, som er værd at lægge mærke til. Men hvem er de enkelte musikere egentlig, som skal indtræde scenen? I redaktionen har vi valgt at lave en serie, som i hver artikel kommer til at give dig et indblik i to kunstnere, der vil blive præsenteret igennem fem af deres sange.

Sponsoreret Indhold

Nao Mali (SE)

Sverige ved hvordan man kreerer ægte musikstjerner, og den nye queerstjerne Nao Mali er endnu en i rækken. Deres debut-EP EURASIA har vi før beskrevet som “glatte R&B-vokaler med voldsom rap og legende, konceptuel sangskrivning” og det holder vi fast ved. Deres måde at skabe lydbilleder på, virker helt nytænkende og specielle. En nutids-RuPaul er nok det tætteste vi kommer.

“Ken Doll” (2022)
Den første single Nao Mali udgav var Ken Doll, som er en legesyg sang, der handler om at føjte rundt med en smuk person, der desværre ikke er synderligt klog. Nummeret viser meget godt hvilken slags musik Nao Mali vil kendes for – noget upbeat, spøjs tekst og med superskønne bløde vokaler. Det perfekte “gør-dig-klar-til-byen”-anthem.

Du kan lytte til nummeret lige her!

“Little Black Jockstrap” (2022)
Opfølgeren til Ken Doll bevidner Nao Malis vanvittige evne til at lave de mest ørehængende og catchy omkvæd. Man kommer med på deres rejse gennem nattelivet med alt hvad det indebærer af skridtbeskyttere, sex og drugs. Deres mørke og sprøde rap-stemme er fængslende fra allerførste sekund og du kan ikke gøre andet end at feste med. Lyrikken er morsom, seksuel og møg-catchy. Det bliver umuligt ikke at synge “little black jockstrap” i ekko-lignende format, de næste mange måneder frem.

Test din evne til at sidde stille og lyt til singlen her!

“High Fashion” (2022)
Hvis man ikke er så vild med rap-delen af Nao Mali, er High Fashion perfekt. Dette dancepop har potentiale til at blive et kæmpe natklubs-hit. Du kan ryste røv, hofter, hænder og hoved til sangen. Man kunne også snildt se den blive en del af RuPaul’s Drag Race som en entrance- eller runway-sang. Smæk den på din “jeg-er-dén-bitch”-playlisten og få pulsen op.

Lyt til den lige her!

“Fake Rich” (2022)
Til fans af Cody Ko og Noel Miller, vil denne sang falde i god jord, da den minder lidt om deres sang “Broke Bitch”. Det hårde men dansable beat har tilsat et skvæt billig ukulele som får selv de ældste til at rocke med. På Fake Rich lyder Nao Mali som den kæmpe boss-bitch de er – attituden er i højsædet og man får stank face på med det samme sangen begynder.

Lyt til den lige her!

“Pretty/Ugly” (2023)
Med et hårdt beat og endnu hårdere lyrik rammer Nao Mali plet med “Pretty/Ugly”. Et kæmpe hit til de sene klubnatter, hvor man føler sig som den mest bossy bitch i verden. For hvem har ret til at kalde dig grim? Stå ved hvem du er og sig fuck det til alle der er uenige med dig – det er Nao Malis lifehack.

Lyt til den lige her!

Kara Jackson (US)

Er du mere til det laidback folk-y musik, så er Kara Jackson et pragteksemplar og helt igennem et perfekt match for dig. Med smukke dybe vokaler, sammenvævet med akustisk guitar og nærvær forstår hun hvordan man tryllebinder sine lyttere. Man bliver vugget ind i en trance-lignende tilstand, som man ønsker aldrig holder op igen.

“Crush” (2019)
Den akustiske guitar luller dig blidt i søvn på “Crush”, mens Kara Jacksons smørbløde og skønne stemme sørger for at du føler dig tryg. Sangen handler om at være forelsket i en person, med alt hvad det indebærer af både kærlighed, glæde og frustrationer. Det hele er en hemmelighed, som det ofte er med de nyopståede forelskelser, og med den blide sang, føles det som om at man er i Karas indercirkel. Den raspy stemme rammer indimellem et spot, der lyder næsten Amy Winehouse-agtigt, mens Kara Jackson alligevel formår at være helt og aldeles sin egen fantastiske artist.

Fald i staver til sangen lige her!

“no fun/party” (2022)
Endnu en gang væver den akustiske guitar et edderkoppespind og holder dig fastlåst i noget der ligner en trance. Kara Jackson synger hjerteskærende om hvordan en elsket har droppet hende, fordi hun ikke er noget særligt eller sjov at være omkring – hun var bare en lækker krop for ham. Det er en følelse mange nok desværre kender til og derfor rammer “no fun/party” ekstra hårdt. Når man elsker så hårdt og giver alt man kan, men samtidig bliver taget forgivet er livet pludseligt svært at være i. Helt poetisk formår Kara Jackson at skrive om netop den følelse og oplevelse, uden at man er et sekund i tvivl om at man kan relatere til hvert et ord.

Lyt til sangen lige her!

“dickhead blues” (2023)
På dette folk-y og jazzy nummer fanger Kara essensen af hvordan man som menneske, skal lære at man ikke skal lade andre træder over en, når man egentlig er en ret fed person. Hvorfor have sex med folk, der slet ikke værdsætter dig – eller som man egentlig selv ser som tabere? Hun synger om at hun er rimelig “top-notch” – og det er hun i alle henseender. Musikken rammer så smukt og sætter sig fast i hjernen, så man husker sit værd. For det er det Kara Jackson vil opnå – at man forstår hvor fucking nice man er.

Lyt til sangen lige her!

pawnshop” (2023)
Totalt western-vibes på denne, med banjo, akustisk guitar og maracas. Kara Jackson synger om at være en bandit, der stjæler andres hjerter som om det er det nemmeste i verden, mens den stjålne sidder tilbage og føler sig værdiløs. Endnu en gang rammer hun de svære kærlighedsfølelser og beskriver oplevelser, som mange kan genkende fra eget liv. Få styr på dine følelser med Kara Jackson og syng med på “pawnshop”, hvis du lige er blevet droppet af et fjols.

Lyt til sangen lige her!

“why does the earth give us people to love?” (2023)
Vi slutter på en utroligt sårbar sang, som får tårerne til at presse sig på. Kara Jacksons skønsang føles som en kniv i hjertet, mens hun fortæller om hvordan hun har begravet unge såvel som gamle og hvordan vi alle bare venter på at lide samme forfærdelige skæbne. Så hvorfor giver jorden os mennesker at elske? Det gør hele livet så meget sværere, når de så siver gennem vores hænder og forsvinder for evigt, mens vi bare kan stå tilbage og se på, mens tårerne varmer vores kinder. I 8 minutter føler man sig knap så ensom, når man lytter til Kara Jacksons omfavnende lyrik og mærker hendes hjertevarme sjæl.

Græd med og lyt til sangen her!

Cecilie Athena Pliniussen
ceciliepliniussen@bandsoftomorrow.com