07 sep Mads Fisker – Tre numre jeg hører på repeat
Foto: Mads Fisker (Pressebillede)
I fredags udgav den danske sanger Mads Fisker singlen “Drømmenes Gartneri”. Han udforsker forholdet mellem natur og mennesker med Sofie Birch, hvor han inviterer lytterne ind i naturens magiske verden, i forventning om at forstå, hvornår de to begyndte at kæmpe imod hinanden. Med en luftig lyd og stærke budskaber, udgiver Mads Fisker sit fjerde album den 24. november. Kan du ikke vente til da, kan du her læse om tre sange som Mads Fisker bare må høre for tiden.
Mads Fisker, er en 32-årig kunstner fra Esbjerg, som altid har haft en passion for kreativitet. Som tolvårig greb han sit første instrument og begyndte at skabe musik, hvilket senere førte til hans første offentlige optrædener. Efter gymnasiet kastede han sig ud i musikverdenen og udgav sit første album. Han har udgivet tre albums som solo-artist, ejer sit eget musikstudie og producerer musik for andre kunstnere. Hans sange er blevet spillet i radioen og udgivet på vinyl. Med sit band ‘Muslingerne’ har han optrådt på prominente scener som Vega og Pumpehuset samt festivaler landet over. Mads Fisker er et sandt kreativt talent, der formår at forene sin lidenskab for musik på en inspirerende måde. Hans evner som musiker har gjort ham til en man bør holde øje med, og hans arbejde fortsætter med at forbløffe og engagere hans publikum. Og det gør sig selvfølgelig også gældende på den nyeste single “Drømmenes Gartneri”, featuring Sofie Birch. På nummeret tages lytteren med ud i naturen , hvor roen opstår, hvor lyde og dufte kravler ind under huden på en og hvor drømme og tanker får lob til at spire.
Du kan lære Mads Fisker bedre at kende og finde inspiration til din egen playliste herunder.
Boney Light Horseman – The Roving.
– “Jeg er begyndt at lave musik med Marc Facchini. Han anbefalede mig det selvbetitlede debutalbum med Boney Light Horseman, hvor jeg især er faldet helt pladask for denne dejlige sang om Annies omstrejfende øjne. Forsangerinden synger skønt og med masser af nerve og bandet spiller rigtig godt sammen. Det er desuden optaget meget ærligt og dynamisk – noget jeg selv har arbejdet meget med på min nye plade. Marc er sportsdirektør for et cykelhold jeg er cykelrytter på, og når jeg er ude og træne, hører jeg ofte denne plade. Så kører jeg i ring ude på den nedlagte Flyvestation i Værløse og skriger ‘The roviiiiiing, the roving of her eye’.”
Sufjan Stevens & Angelo De Augustine – Back to Oz.
– “Algoritmen fodrede mig med denne sang. Jeg stoppede op og stod bare og lyttede og tænkte “hvor er det fedt det her” uden at vide hvad det var. Kæmpe omkvæd. Sidenhen har jeg fundet ud af, at de to lavede albummet A Beginners Mind om en række vilkårligt udvalgte B-film som de blev fodret med af Sufjan Stevens manager (Hellraiser, Night of the Living Dead, Clash of the Titans etc.). “Back to Oz” handler om Return to Oz – opfølgeren til den legendariske The Wizard of Oz. Return to Oz skræmte livet af en hel generation af børn i årene efter 1985, hvor den udkom og sangen er skrevet fra Dorothys perspektiv. Det er sgu godt fundet på, og det er spændende at pille sig selv ud af ens sangskrivning. Alt behøver ikke altid at handle om os selv.”
IGÅR.IDAG – På vinger af ler
– “Jeg arbejder professionelt med foto og video og har efterhånden lavet rigtig meget visuelt arbejde. Jeg har også udgivet hiphop, da jeg var yngre og elsker alt der groover. IGÅR.IDAG er et dansk undergrundsprojekt der præsenterer en virkelig lækker kombination af netop de to ting. Sprød lyd, unikke produktioner, det danske sprog i fuld flor og et totalt syredryppende visuelt univers. Det rammer noget i mig, jeg ikke anede jeg havde brug for, før jeg fandt det.”
Imens vi i spænding venter på det næste album, kan vi dog lytte til den nyeste single “Drømmenes Gartneri” lige her