Koncertanbefalinger // Uge 39

De fleste af sommerens største festivaler er nu overstået, og du savner måske allerede følelsen af at befinde dig midt i et menneskehav med en kold øl i hånden. Men fortvivl ej, der er heldigvis stadig festivalstemning at finde i musiklandets sensommer. Derfor vil denne uges koncertanbefalinger guide dig gennem nogle spændende og sprøde koncerter, der spænder fra dystopisk elektropop til kraftfulde lyriske tekster. Du kan læse mere om 5 udvalgte oplevelser herunder.

Foto: Mekdes // Petra Kleis (Pressebillede)

Marie Fjeldsted

Den talentfulde singer/songwriter, Marie Fjeldsted, som er kendt for at kreere dybdegående soniske lydoplevelser, kommer forbi RUST – og det må du ikke misse! Med hendes debutalbum: Keep It Alive, som udkom tilbage i maj, cementerede hun sig selv som en eftertænksom musiker, der med en subtil og nærværende musik tryllebinder lytteren i et finurligt sanseligt univers. Fjeldsteds musik har en skrøbelig intensitet over sig, som dog stadig giver plads til store rytmiske ballader samt nedtonet atmosfæriske numre. Uanset hvilket format, fremstår Fjeldsted som en overlegen musiker, der med en luftig vokal, som på sit nyeste album formidler historien om at finde ro i livets grundvilkår. Gennem et introspektivt lydlandskab formidler hun en stærk tro på det positive, som inviterer lytteren til selvrefleksion.

Hvor: RUST
Hvornår: Torsdag den 28. oktober

Verden Venter

På fredag kan du opleve konceptet: Verden Venter, som er et arrangement skabt af VEGA, der tager afsæt i at præsentere kunstnere, som er klar til at erobre den internationale scene. Her kan du opleve de talentfulde kunstnere: Selina Gin, Giift. Helena Gao og Mekdes

Selina Gin, som tidligere har været frontperson for rocktrioen Nelson Can, begyndte efter bandets opløsning at fordybe sig i intime indiepop-produktioner. Hendes debutalbum, Patiently Waving, byder på organiske synth toner med et subtilt klingende lydlandskab, der akkompagneres af en insisterende vokal. Derudover har vi Giift, en ung DIY-artist, hvis unikke R&B harmonier vakte opmærksomhed ved VEGAs Udvalgte 2023. Igennem en minimalistisk lyd, udleverer hun følsomme velkomponerede ballader med en legende vokal, der giver stof til eftertanke. Helena Gao er en kunstner, der eksperimenterer med forskellige dynamiske udtryk, som spænder fra alt fra lyden af hyper-pop techno til underspillede sårbare ballader. Til sidst har vi Mekdes, som er en kendt musikalsk perle, der har landet en række hjertevarme pophits på den danske scene.

Find dem alle på VEGA til en mindeværdig aften!

Hvor: Vega
Hvornår: Fredag den 29. Oktober

50 cent

Mangler du en solid lørdagsfest? Så tag din bedste ven under armen, og gå ind og oplev den legendariske: 50 cent på Royal Arena! Man kan nok ikke benægte, at mange nok nærer et nostalgisk bånd til den velkendte rapper – måske kan du huske den gang, du stod på floor med dine bedste skolekammerater i gymnasiet, alt i mens sange som “Candy Shop” og “In Da Club” skrattede fra en dårlig højtaler – måske hørte du den i sidste uge inden i skulle ramme byen med et tilbagelænet køligt nummer som: “21 questions”. Alt i alt må man bare konkludere, at 50 cent er skabt til at lave en folkefest, som ikke kommer til at skuffe!

Hvor: Royal Arena
Hvornår: Lørdag den 30. september

SYL, Tvivler og Writhe

Er du mere til de hårde toner, hvor du virkelig kan få lov til at rocke igennem? Så kom til en trippel koncertaften med både SYL, Tvivler og Writhe!

Københavns post-hardcore band, SYL, blander hardcore rock med dybe tekster, der tager afsæt i ungdommens ængstelighed, maskulinitet og sårbarhed. Derudover optræder bandet, Tvivler, som formidler rå, beskidte beats med en insisterende vokal, der leder lytteren ind i et voldsomt melodisk musikunivers. Til sidst har vi Writhe, som er et postmodernistisk rockband, som leverer støjende harmoniske lydbilleder, der udforsker alle facetter af følelseslivet.

Hvor: Lille Vega
Hvornår: Lørdag den 30. september

Tender Youth 

Kvartetten Tender Youth, er klar til at sende deres avantgarde inspireret rock-lyde med et twist af postpunke elementer ud i det københavnske natteliv. Igennem deres rå sound, udforsker de fire medlemmer et angstfuldt tekstunivers, som formidles igennem dystre poetiske musikalske arrangementer. Sangene præsenterer et markant lydlandskab, som ofte er domineret af støjende guitarer, der tilføjer en skarp undertone til deres numre. Dette akkompagneres af en rungende stor vokalperformance, der organisk glider sig over de storladende toner. Sangene er dynamiske og tunge i deres udtryk, og indeholder en mystisk introspektion, der alligevel forbliver åben og forståelig for lytteren.

Hvor: RUST
Hvornår: Lørdag den 30. september

Dette kan du også opleve i denne uge:

– Lei Lowe – Empire bio – Fredag den 29. september
– Svaneborg Kardyb – Gimle – Onsdag den 27. september
– Barbro – Gimle – Lørdag den 30. september

Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com