iomfro annoncerer debutalbummet “Vent På Jeg Revner”

Foto: Iomfro // Emma Ishøy (pressebillede)

Sangeren er klar til at udforske en dyb og personlig rejse gennem hendes kommende debutalbum, “Vent På Jeg Revner”. Værket vil tage lytteren med på en følelsesmæssig rejse gennem 10 tracks, der undersøger de udfordringer, den unge generation står overfor i en verden præget af præstationskultur, usikkerhed og konstant pres.

iomfro er en kunstner der i lang tid har været på musikkyndiges radarer. Siden 2021 har hendes nasale vokal prydet danske playlister og scener, gennem popsange der formår at være både energiske og introspektive, typisk med kombinationen af klassiske rock-grooves og lækre, smooth synthflader. Og efter intet mindre end otte singles og to EP’er, for vi endelig lov til at opleve iomfro i fuld spilletid.

Debutalbummet hedder “Vent På Jeg Revner”, og udforsker en ung persons liv, der langsomt begynder at sprække under påvirkningen af skilsmisse, præstationskrav, hverdagssexisme og idealer skabt af sociale medier. Samtidig åbner det op for de skridt mod heling og selvaccept, herunder at opsøge psykologhjælp og modtage kærlighed og omsorg fra andre.

Teksterne fungerer som en poetisk diagnose af den unge generations følsomhed og behovet for at tage denne følsomhed alvorligt. Hertil siger iomfro:

– ”Den unge generation har aldrig været bedre til at tale om følelser, sætte grænser og mærke efter i maven. Men heller aldrig døjet med så meget psykisk sårbarhed, accelererende præstationspres og forvrængede instagram-idealer. Kroppen endte af en eller anden grund i fokus på albummets 10 sange, fordi den er centrum for det mest private, men samtidig meget politiske temaer i samtiden. Har du frihed til at pleje din psyke, til abort, til at sætte grænser, til at give omsorgsarbejde. Ofte skrev jeg ud fra en konkret nær situation, og den krop, der oplever situationen, flettede sig bare naturligt ind. Der er en stigende mistrivsel blandt unge piger, og det er nogle tematikker, jeg gerne vil sætte ord på og udfordre. Jeg har eks. siden day one haft danser Ida Hørlyck med til at visualisere og kropsliggøre iomfros univers og på mange måder er albummets tematikker og de kommende koncerter og musikvideoer en kulmination på denne kropslige formidling, hvor den unge kvindekrop bliver iscenesat med humor, kant og sårbarhed 

En central tematik i albummet er kroppen, der symboliserer både det private og det politiske i vores tid. Iomfro udforsker friheden til at tage vare på vores mentale velvære, beslutte over vores egen krop, sætte grænser og udføre omsorgsarbejde. Kroppen indtager en central rolle i albummet som et billede på de udfordringer, den unge generation står overfor.

Musikken trækker på en bred vifte af stilarter, herunder hiphop-beats, akustiske guitarer, 80’er-synth-lyde og dansable baslinjer. Hendes karakteristiske stemme smyger sig elegant over eftertænksomme melodier, og sætter sig i lytteren efterfølgende.

Albummet udkommer d. 27. oktober, hvorefter iomfro drager på landsturné.

Lyt til iomfros musik lige her!

Tags:
Andreas Madsen
andreasmadsen@bandsoftomorrow.com