19 sep INTERVIEW: Squid vil ikke være et “snotty” punkband resten af deres liv

Foto: Squid // Michelle Helena Janssen (Pressebillede)

Squid er et band, der på en laissez faire, men professionel måde eksperimenterer og omdanner forskellige genreelementer til et modent vredesudbryd. Bandet infuserer deres musik med en rå ærlighed og en nærværende, kontrolleret galskab. Det er tydelig, at bandet har gennemgået en musikalsk udvikling fra deres første album: Bright Green Field (2021) til deres nyeste udgivelse: O Monolith, der udkom i juni 2023. Lyden er på en måde mere raffineret, men stadig doseret tilpas med de karakteristiske kendetegn, som gav bandet så stor opmærksomhed, da de først betrådte den musikalske scene. På en travl dag for bandets medlemmer, når jeg at fange forsangeren/trommeslageren Ollie Judge mellem transit, og tager en snak med ham om bandets inspirationskilder, arbejdsproces og refleksionerne bag deres nyeste album.

Første gang jeg træffede bekendtskab med Squid, var en sen aften, hvor jeg i 2022 gjorde mig klar til at indtage Roskilde festival på bedste detektivmanér ved at sidde med Roskilde Festivalens lange playliste og opveje, hvilke bands, der skulle have fornøjelsen af min tilstedeværelse. Da jeg kom forbi Squid, blev jeg med det samme draget af deres musikalske univers. Sangen: “G.S.K” ramte mine øregange med en voldsom tornado af følelse, leveret af Ollie Judge, der med en nærmest reciterende dikterende stemme tvinger det tunge beat til en momentalt pause, inden sangen kulminerer i organiseret kaos. Med et kontinuerligt pulserende beat, der ligger sig som et fundamentalt tæppe af en tung rungende bas, udfolder sangens alsidighed sig. Nummeret bærer præg af et skævt guitar/blæs-riff, der ligger sig som et musikalsk tema for sangen, som komplimenteres af Judge´s signatur vokal – en vokal, der er karakterisereret ved at have en iboende hæsblæsende kraft, der til tider grænser til en form for growling, som dog stadig bevarer en melodisk syngende stemmeføring. Lige når man tror sangen går helt i vanvid, knækker Judge stemmen på de mest velkomponeret steder, der fastholder musikkens taktfaste beat og føre lytteren tilbage på sporet.

– Det har været mere strategisk, hvordan vi har valgt at frigøre energi på det nyeste album. Så vi har stadig lidt råben og udbrud af en slags tonal støj, men det er mere nøje placeret end på vores debut

Siden dette møde, har jeg altid haft stor respekt for bandet, hvilket gav mig et ekstra stik af nervøsitet, da jeg i den varme sensommersol modtager beskeden: “Ollie is ready now. X.” fra deres manager. Jeg fanger Ollie Judge på en telefonlinje, mens han venter på sit lidt i en fortravlet tid. De fem drenge er nemlig på en omfattende turné, hvor de i opkaldets øjeblik befinder sig i Spanien. Dog lader det ikke som om, at det slår dem ud, og Judge fortæller, at de faktisk føler, at de har haft mere tid til at slappe af på denne turné end på den første.

– Det går rigtigt godt. Det har ikke været ligeså intenst som sidste år, hvilket har været meget rart. Vi har haft tid mellem optrædenerne, og alle shows har været virkelig fede. Vi har desuden haft ret meget tid i starten af året, hvor vi ikke turnerede, så jeg føler, at vi er ved at komme ind i rytmen nu, hvilket er dejligt. Det nye album er meget mere varieret i sit udtryk – derfor er det sværere at lave en setliste, der føles sammenhængende igennem showet, men jeg tror, vi er der nu, og det er meget givende

Det er tydeligt at fornemme, at der er sket en markant udvikling af bandets lyd siden deres debut, og som Judge uddyber, kan dette gøre det udfordrende at indarbejde det i en sammenhængende setliste. Dette skift bliver ligeledes understreget, når man kigger tilbage på nogle af deres ikoniske sange som “G.S.K”, “Narrator” og “Houseplants”, hvor det er tydeligt at høre, at bandet er gået i en mere melodisk eksperimenterende retning med deres nyeste afrundende album O Monolith (2023). Derfor beder jeg Judge om at uddybe, hvordan han føler, at bandet har udviklet sig siden deres første album, og om de har integreret dele af deres velkendte lydunivers ind i det nye album:

– Det har været mere strategisk, hvordan vi har valgt at frigøre energi på det nyeste album. Så vi har stadig lidt råben og udbrud af en slags tonal støj, men det er mere nøje placeret end på vores debut. Jeg tror ikke, nogen af os ønskede at lave en ny plade, der var ligeså intens som den første, så vi har på en måde holdt det lidt tilbage. Vi er jo begyndt at blive lidt ældre. Vi nærmer os vores tredivere, og jeg tror ikke, nogen af os ønsker at være et “snotty” punkband resten af vores liv.

I den skrattede telefonsamtale, hvor vinden suser ind og ud af vores øre, kommer vi videre i vores samtale, som tager os til den lydmæssige dimension af det nyeste album. Her deler Judge sine refleksioner over, hvorvidt deres musikalske grundlag har ændret sig siden bandets første udgivelse:

– Det var lidt anderledes med det første album, da jeg tror, vi havde omkring halvdelen af albummet klar fra tidligere års skrivning. Derefter skrev vi omkring fem sange mere til indspilningen – så den var på mange måder ret nem at lave.

– Noget af det vi tænkte over, da vi startede med at indspille og skrive den nye plade, var at vi ikke ønskede, at lydlandskabet skulle være så kompakt. Vi ville sørge for, at der var plads mellem instrumenterne, og jeg tror, vi lod os inspirere meget af det sidste album fra Talk Talk og den måde, Mark Hollis og Talk Talk mener, at stilhed er lige så vigtigt som støj. Da vi arbejdede med John Mcentire fra Tortoise, der mixed pladen, gav vi ham instruktioner om at sikre, at der var plads mellem instrumenterne, så man kunne høre alle elementer meget klart. Jeg føler, at vi var så begejstreret over at lave Bright Green Field, at vi bare stablet mange forskellige ting ovenpå hinanden, så den blev meget tætpakket i sin lyd – hvilket fungerede rigtig godt, men det vi ønskede med O Monolith var at sikre, at man kunne høre alle instrumenterne, og at alt stod skarpt, og gav mening. Hvilket på en måde ikke giver mening, fordi vi ikke ønskede, at noget skulle give mening – griner Judge og tilføjer efter en tøven: Det er et album præget af modsigelser.

– Jeg tror, at det tema vi gik efter, faktisk var intet tema, hvilket er lidt forvirrende

Som Judge nævner, tager Squid inspiration i bands som Talk Talk og Tortoise, som man ligeledes bemærker, når man høre deres nyeste album. Man kan for eksempel genkende de musikalske nuancer fra Tortoises sang “Ten-Day Interval”, der har en mystisk klingende subtil lydlandskab, som akkompagneres af en marimba – en stemning, der minder meget om den, vi støder på i åbningsnummeret “Swing (in a dream)” fra O Monolith. Ligeledes fortæller Judge, at han tager inspiration i, hvordan Talk Talk strukturer deres trackliste:

– Jeg kan godt lide Talk Talk og nogle-rock bands som Tortoise. Jeg har altid godt kunne lide den måde, de har arbejdet med deres “trackliste” på – de har altid været uden for normen. De afslutter nødvendigvis ikke deres albums med deres mest kendte sange, men vender de normale konventioner på hovedet, i forhold til den måde, de strukturer deres albums på.

Noget der ligeledes er interessant at fremhæve, når man ser på forskellen mellem Bright Green Field og O Monolith, er at selve lydbilledet bærer præg af, at bandet fysisk har skiftet lokation fra et lille studio i London til Peter Gabriels Real World Studio:

– Jeg tror, det var en del af grunden til, at vi valgte det studie. Det er et enormt studie, så du kan optage noget fra den ene side af rummet og virkelig fange rummets lyd. Det var en stor opgradering fra Dans [Dan Carey, red.] indspilningsstudio i London, som er meget lille og klaustrofobisk.

Ligeledes tilføjer Judge, at processen med det nye album på mange måde udsprang af et helt andet mindset. Det første album blev skabt under pandemimen, og var mere konceptuelt fokuseret, hvorimod tilblivelsesprocessen var mere fragmenteret i deres nyeste album, og peger i flere forskellige retninger.

– På grund af pandemien var vi meget mere fokuseret på skriveprocessen på det første album, fordi vi havde så meget tid, hvor ingenting skete omkring os. Vi har aldrig prøvet at skrive et helstøbt værk, mens vi var på turné, og mens vi har gjort en masse andre ting, så skrivningsprocessen har været meget fragmenteret på det nye album, og det tror jeg, man kan høre, fordi den hopper mellem forskellige ting. Vi ville gerne omfavne, det med ikke at have fokuseret skrivnings-sessioner hele tiden. Vi skrev noget på det én måned, og så havde vi nogle måneder fri, også skrev vi lidt mere. Så det har været en lidt fragmenteret proces, men jeg tror ærligt, at det fungerer til vores fordel.

– Vi havde desuden en klar idé om, hvilke sange der skulle være i slutningen og starten på den første udgivelse. Det seneste album var lidt sværere, fordi vi startede helt fra bunden af – og der var forskellige meninger om, hvor sangene skulle placeres i forhold til hinanden – vi havde forskellige tilknytninger til de forskellige sange

– Alting føltes ret frit på den nye udgivelse. Vi ville virkelig gerne udfordre os selv med det andet album og ikke gøre det samme om igen som på det første

Igennem vores interview, fortæller Judge ligeledes at deres tema på deres nyeste album på mange måder var “intet tema”;

– Jeg tror ikke vi havde noget tema, hvilket var bekymrende på det tidspunkt. Men hen imod slutningen, da vi indspillede det hele lød det sammenhængende. Vi fik på en måde hurtigt sammensat nogle temaer, og det fungerede. Men jeg tror, at det tema vi gik efter, faktisk var intet tema, hvilket er lidt forvirrende. Men ja, det fungerede også ret godt. Vi blev alle sammen ret interesserede i britisk folklore og folkehistorier og sådan noget, men vi udforskede det ikke så meget, som jeg gerne ville have det. Men måske vil vi gøre det i fremtiden.

Jeg er nysgerrig over, hvad navnet indebære for Ollie Judge. Ordet “Monolith” har en varieret betydning, men noget af det, det definerer fænomenet, er at det beskriver en form for usædvanlig massiv struktur eller stenstøtte, der både kan opstå naturligt, men som ligeledes kan være menneskeskabte. Det er et form for alarmerende objekt, der på mange måder indkapsler den subtile mystik, det nyeste album emmer af. Judge fortæller selv:

– Man kan fortolke O Monolith på så mange forskellige måder, og jeg tror, det er grunden til at vi valgte det. Vi har alle forskellige opfattelser af, hvad det betyder. Jeg synes, det er et ret trykkende og skræmmende ord – noget man ikke rigtigt forstår, eller noget, der potentielt kan være farligt. Men det er interessant – når jeg taler med mennesker omkring det, får de noget forskelligt ud af det, hvilket er det, vi prøver på at opnå med vores musik.

Ligesom albummets titel, bærer O Monolith‘s tekstunivers en stor kompleksitet, som Judge har arbejdet intensivt med:

– Det tog virkelig lang tid at finde fodfæstet for tekstuniverset på dette album. Jeg skrev mange af teksterne i studiet, nærmest lige før de skulle optages. – det var ret stressende. Teksterne er lidt mere dystre på dette album, vil jeg sige. Men til sidst synes jeg, at de blev bedre end i Bright Green Field, fordi der er så mange forskellige betydninger, man kan fortolke ud fra dem, og jeg finder selv stadig nye betydninger i teksterne nu.

Til sidst spørger jeg Judge, om deres seneste produktion har givet dem en fornemmelse af en større frihed, uden presset over at skulle bevise noget over for omverdenen.

– At være på Walk Records har været ret fedt – de stoler på os og har givet os en kunstnerisk frihed til at gøre, hvad vi føler for, hvilket er virkelig dejligt. Alting føltes ret frit på den nye udgivelse. Vi ville virkelig gerne udfordre os selv med det andet album og ikke gøre det samme om igen som på det første, fordi vi helst vil undgå at blive sat i en bestemt bås. Så det var virkelig sjovt bare at have friheden til at tilføje en masse ekstra ting, der udfordrede os. Noget vi også nyder er at forsøge at udfordre publikum. Forhåbentligt har vi udfordret og vundet nogle folk over… sandsynligvis ikke griner han sarkastisk af sig selv til sidst med en ironisk distance.

Squid er et band, der formår at bryde konventionerne og med O Monolith, demonstrer de fem drenge en mere moden lyd, der dog stadig bærer præg af den unikke musikalske karakter, som bandet cementerede sig selv med i første omgang. Drengene har netop lagt turen forbi Danmark, hvor de spillede i både Aarhus og København. Du kan læse om deres optræden i København her, som ligeledes understreger bandets store musikalitet.