INTERVIEW: Matongos genfødsel: »Hvis jeg ikke laver musik, føler jeg at jeg falmer«

Foto: Asger Borberg (Pressebillede)

Emmanuel Matongo har det sidste års tid gennemgået en markant karrieremæssig forandring, hvor beskæftigelsen som medlem af duoen Føl Som er skiftet ud med en ny tilværelse som solist. Vi har taget en snak med den blomstrende artist om identitetsdannelse, ambitioner og ængsteligheden ved at stå på egne ben.

Vi skriver marts 2023. Jeg sidder en fredag og lytter til dagens nye musikudgivelser, under hvilke nummeret ”Baby” af den nyfødte artist Matongo fanger min opmærksomhed. Som et nyt soloprojekt, har Emmanuel Matongo sat samarbejdet med Frederik Reese i duoen Føl Som på pause, for i stedet at forfølge sin egen passion og gnist, og udleve drømmen som musiker under egne præmisser. 

Jeg møder Emmanuel Matongo en solrig mandag formiddag på hjørnet af Café Gavlen i hjertet af Nørrebro. Ovenpå den nylige fødsel af soloartisten Matongo, har jeg i min forberedelse fyldt min notesbog med spørgsmål der vil åbne op for en samtale om drømme og ambitioner, og ikke mindst den betydelige overgang fra at være en del af duoen Føl Som, til nu at være solist i eget navn.

En eventyrfortælling 

Spoler vi tiden tilbage til det herrens år 2020, befinder Emmanuel Matongo sig i en hektisk tid, hvor han sammen med makkeren Frederik Reese på kort tid oplever alt det, som de fleste aspirerende musikartister drømmer stort om. Med debutsinglen ”Mit Blod” som den hidtil eneste udgivelse bag sig, kvalificerer Føl Som sig til den prestigefyldte finale i talentudviklingsforløbet KarriereKanonen, og påbegynder et eventyr og en dannelsesproces, ud over det sædvanlige:

KarriereKanonen var noieren. Altså det var jo fedt, men mig og Frederik var ligesom bare spædbørn føler jeg. Der skete meget, og man blev lige pludselig et offentligt ansigt. Det var et eventyr. Det var super overvældende, men jeg er taknemmelig for det og meget stolt. Det var en kæmpestor milepæl.

Føl Som vandt KarriereKanonen 2020, og modtog med dette en stor tillidserklæring fra branchen, hvor tilbuddene pludselig væltede ind fra højre og venstre. Denne historie kan for mange måske lyde som den ideelle opskrift på en lang og holdbar karriere, men for Føl Som er historien en anden, eftersom Emmanuel og Frederik i 2022 valgte at trække stikket, og sætte projektet på pause. Matongo fortæller:

Jeg føler ikke det påvirkede mig så bredt mere. Jeg fik dårlig energi af det, og for at det ikke skulle gå ud over dem der var med i projektet, og vigtigst af alt gå ud over mig selv, så tænkte jeg at jeg hellere måtte træde tilbage, og finde motivationen til at lave noget andet. På det tidspunkt var det Matongo-projektet der var min motivation og gnist. Føl Som vil altid være mit hjertebarn, men jeg havde det bare sådan ’nu har jeg taget det her valg, og så må jeg se hvor det fører hen’. 

»Det er jo en forbandelse og en gave«

Soloartisten Matongo fødes for alvor i marts 2023, hvor debutsinglen ”Baby” udgives. Den trygge tilværelse som duo er skiftet ud med en ny virkelighed som solist, hvilket kræver tilvænning, når man førhen var to om at træffe de store beslutninger:

I Føl Som var vi jo nærmest én og samme person fordi vi altid sparrede sammen. Nu hvor jeg er solo, ligger der rigtig meget på mig. Det er et pres, som nogle gange har sat tvivl i de valg jeg har skullet tage, fordi det fuldstændig er min egen idé, men det er det jeg altid har higet efter, så på den måde er det jo fedt, men det er en forbandelse og en gave. Der ligger en anden byrde på mig nu. 

Matongo forfølger en gnist, hvor han som ene person kan danne sit eget univers og udfolde sine egne visioner. Han drager ud på en spændende og frygtløs rejse, med et nyskabt lydbillede karakteriseret af melankolske hiphop-beats og kreative RnB-produktioner, der giver associationer til prominente navne som Kanye West eller de hjemlige ikoner Ukendt Kunstner. I front regerer Matongos intense og selvsikre vokal, der på ”Baby” udfoldes i de nye omgivelser for første gang:

– ”Baby” er et nummer der blev lavet mens jeg var i Føl Som. Andet vers blev først færdiggjort den gang Føl Som gik på pause. På det tidspunkt vidste jeg, at det var begyndelsen på noget nyt. Lyden, stemningen og historien gjorde at jeg vidste, at jeg havde fat i noget. Jeg var nødt til at handle på det.

Og hvordan er det så som nyudklækket soloartist at træde ind i en tætpakket musikbranche, hvor der på hiphop-scenen er mange om buddet?

Jeg er konkurrencemenneske af natur – og det er både på godt og ondt. Det er godt i den forstand, at det giver mig et drive til at blive bedre og gøre mig mere umage, men jeg kan også miste fokus og blive for meget i min egen boldbane. I sidste ende er det jo kun mig selv jeg enten skal sparre med eller konkurrere imod.

Da fokus for samtalen bliver hvordan Matongo skiller sig ud fra mængden, er det tydeligt at artisten sætter en dyd i at udfolde sine kreative og kunstneriske evner inden for flere genrer, end blot musikken:

Jeg synes personligt at min lyd ikke rigtigt minder om noget der er derude. Derudover er jeg meget visuelt anlagt. Når jeg laver musik, så får jeg billeder og scener i hovedet, og så prøver jeg at skabe en historie ud fra dem. Jeg har en tendens til at min musik skal have en historie fra a til å, så selve sangskrivningsprocessen kan godt tage tid. Jeg elsker film og musikvideoer, og elsker at lade mig inspirere af det. Hver gang jeg laver en sang, så har jeg en musikvideo til den i hovedet. Stod det til mig, ville jeg lave musikvideoer til alle mine sange. 

Drømmen om mere

I juni udkom Matongo med debutalbummet Sårede Mennesker Sårer Mennesker – et værk der kredser om en kærlighedsrelation i forfald, men også om et menneske i forfald:

Projektet afspejler mit tidligere forhold, og tager udgangspunkt i hvordan et forhold kan krakelere bag facaden. Mens jeg lavede albummet, spekulerede jeg meget i hvordan tosomhed kan føles så ensomt, og var egentlig ikke bevidst om at det blev et værk om forholdet. Det var som om jeg snakkede til mig selv uden jeg vidste det. 

Med et album i bagagen og optrædener på festivaler som Distortion og Carpark Festival, finder jeg anledning til at spørge ind til fremtidsplaner og drømmen for Matongo:

Jeg vil gerne leve af at lave det jeg elsker. Jeg vil gerne lave visuelle ting, jeg vil gerne lave tøj og jeg vil gerne spille festivaler. Jeg tror musikken er en indgangsvinkel til mange af de ting jeg gerne vil. Jeg føler musikken er en drøm jeg gerne vil udleve, og i den drøm er der flere drømme. Jeg vil gerne spille store scener og lave musik der giver mening. Først og fremmest gør jeg det for mig selv, og så er det en bonus der er folk som kan relatere til hvad jeg laver. 

Derudover vil jeg gerne have frihed til at udfolde mig som jeg har lyst til. Hvis jeg ikke laver musik, føler jeg at jeg falmer. Det er en måde for mig at overleve på. Jeg vil gerne overleve til jeg lever, og komme væk fra imposter-syndromet, og stole 100 procent på det jeg laver.

Til november kan du opleve Matongo i Ideal Bar til sin første headliner koncert, og indtil da kan du lytte til Sårede Mennesker Sårer Mennesker her.

Tags:
,
Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com