iiris fanger nostalgien i art-pop magi

Foto: Valentin Marcus Andersen (Pressebillede)

Aarhus-baserede art-pop-duo iiris tager lyttere med på en følelsesmæssig rejse med deres seneste single “Blomsterpigen”. Sangen kombinerer skønhed og tragedie og vækker minder om barndommens ubekymrede dage.

Aarhus-duoen iiris har gjort sig bemærket på den danske musikscene med deres unikke blanding af art-pop og ærlige tekster. Efter succesfulde optrædener på SPOT-, RAMA- og SEEK-festivalerne, er de nu tilbage med en ny single, “Blomsterpigen”, der markerer et spændende nyt kapitel i deres musikalske rejse, efter deres seneste EP fra januar 2023.

“Blomsterpigen” er en hjerteknugende ballade, der dykker dybt ind i følelsen af længsel efter barndommens uskyld og bekymringsfrie hverdag. Sangen formår at balancere på kanten mellem det smukke og det tragiske og trækker lytteren tættere på hovedpersonen, der bærer på en stærk nostalgisk længsel tilbage til tiden før hjertesorg og knuste drømme. Bag iiris står art-pop-duoen bestående af Anders Skadhede og Thilde Dam, der skaber sange, som formidler de følelser, vi alle kan genkende, når hverdagen bliver for overvældende. Deres tekster omhandler alt fra frygten for at blive voksen til langdistanceforhold og de akavede øjeblikke med et crush.

Med deres debut-EP fra januar tog iiris lytterne med på en følelsesmæssig rutsjebanetur fra hjerteknusende sorg til at finde styrken til at være hovedpersonen i deres eget liv. Deres musik er personlig, ærlig, humoristisk og fyldt med uforglemmelige melodier, der fanger lytterne med legende omkvæd og hooks.

På scenen er iiris kendt for deres alsidighed, der spænder fra enkle duooptrædener til storslåede ni-personers bands med strygere, og kor. Deres koncerter er en oplevelse i nærvær, intensitet og humor, og publikum kan forvente sing-along-øjeblikke og gimmicks, der får dem til at smile fra øre til øre. iiris er ikke bange for at dele deres privatliv gennem deres musik, hvilket skaber en autentisk og nærværende forbindelse til deres lyttere.

Lyt til singlen “Blomsterpigen” lige her!

Tags:
Cecilie Athena Pliniussen
ceciliepliniussen@bandsoftomorrow.com