Guldimund – BY:LARM 2023

Foto:Laura Bisgaard Krogh (Pressebillede)
Venue: Ingensteds
Dato: Torsdag den 14. september 2023

Den garvede musiker Guldimund, er nu nået til at skulle erobre Norden. Og hans koncert på BY:LARM slog endnu engang fast, hvilken fantastisk dygtig musiker han er.

3,5 / 5 Stjerner

At kalde Guldimund upcoming, ville være ligesom at kalde en hest for et lille dyr. Manden skal jo spille for et udsolgt Koncertsalen hele tre dage i november måned. Ikke desto mindre er upcoming, hvad han er i Norge. Det kunne også ses på fremmødet på Ingensteds, hvor han spillede sin første, ud af to koncerter på BY:LARM. Med sig på scenen havde han som sædvaneligt blæsere, strenge og trommer og alle musikerne var så knalddygtige at ikke engang dårlig lyd og småfejl hist og her kunne slå dem ud af kurs.
“Dem vi plejede at være” åbnede ballet og tog mig med tilbage til allerførste gang jeg oplevede Guldimund. Den intime setting, publikum, der ikke kender alverden til ham og den spændte stemning og forløsningen da han endelig åbnede munden og begyndte at synge.

Selvom det ikke er længe siden han slap det nyeste album Jeg venter i lyset bestod aftenens setliste hovedsageligt af sange fra debutalbummet Dem, Vi Plejede At Være. Og selvom det er noget tid siden, jeg har smidt det album på højtalerene slog han igen fast at numrene aldrig bliver “gamle”. “Små Fingre”, og “Brænder Stadig” fik stadig den samme følelse frem i mig og jeg skulle holde fast i mig selv, for ikke at knibe en lille tåre.

De eneste numre, der blev spillet fra det nye album var “Jeg venter i lyset” og “Møns Klint”, hvor Asger Nordtorp lige måtte lave en disclaimer, om at der i sidstnævnte nummer, er mange ord og derefter spurgte om publikum egentlig kunne forstå, hvad han sang. Der blev hujet “ja” tilbage, hvortil Guldimund stoppede op, kiggede på publikum endnu en gang og spurgte om det var fordi alle var danske. Med en endnu højere hujen, var det spørgsmål vist besvaret.

Guldimund er en stjerne og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke blot er danskere, der møder op til hans koncerter.

Siw Weberg
siwweberg@bandsoftomorrow.com