17 sep Elias Rønnenfelt – BY:LARM 2023
Foto: Jon Anders
Venue: Revolver
Dato: Lørdag den 16. september 2023
Som en ægte rockstjerne varmede Elias Rønnenfelt det dunkle og mørke Revolver-kælderlokale godt op.
4/5 Stjerner
Iceage har en helt særlig plads i mit hjerte og derfor var koncerten med Elias Rønnenfelt også en af dem, jeg så allermest frem til på dette års BY:LARM. Vel vidende, at det netop ikke ville være en Iceage koncert, vi skulle med til.
På slaget 23.00 trådte Elias Rønnenfelt ind på scenen på spillestedet Revolver, der var som skabt til ham og hans lyd. Iført bordeaux t-shirt med en sort waistcoat udover, lignede han den rockstjerne han var. Derefter mistede jeg tidsfornemmelsen og stod blot og lyttede koncentreret i, fandt jeg ud af efterfølgende, var lige præcis 30 minutter.
Rønnenfelt var en fåmælt herre og i løbet af de 30 minutter, nåede han at sige “hej“, da han trådte ind på scenen og “tak“, da han forlod den igen. Men det er netop det Rønnenfelt kan. Netop at lade musikken tale for sig selv – titler på numrene, han spillede, har jeg derfor heller ingen af, men følelsen og lyden står knivskarpt i mig.
Undervejs i koncerten spillede han flere numre, hvor folk-lyden spillede en stor rolle og lukkede man øjnene skulle man næsten tro, at det var Johnny Cash, der havde indtaget scenen.
Elias Rønnefelt er en oplevelse, jeg vil anbefale alle at få. Man drømmer sig hen til hans stemme og lyd og pludselig, før man ved af det, er det hele ovre og man står tilbage med en følelse af at have været i trance i enten få minutter eller i flere timer. At en artist er i stand til at tryllebinde sit publikum på den måde, er helt vildt at være vidne til og jeg glæder mig allerede til næste gang.