18 sep Christine and the Queens fortryller med løver, engle og poesi
Foto: Christine and the Queens // EBERT (pressebillede)
Christine and the Queens, Chris, Redcar, Red. En kunstner med mange navne, en kunstner med mange projekter. Christine and the Queens (han/ham), beviste lørdag aften i Store Vega, at han sagtens kan fortrylle på den danske scene.
5/5 stjerner
Siden koncerten på Roskilde Festival i år, har jeg været meget spændt på at opleve den franske singer-songwriter, koreograf og producer Christine and the Queens endnu engang. Anmeldelserne fra fredagens nattekoncert på Orange Scene var ikke just de mest begejstrejde. Koncerten dengang var ikke det store poppede show, som det var promoveret til at være, men snarere en teatralsk performance. Det var denne teaterperformance som Chris endnu engang bragte til Danmark. Og heldigvis for det, for sikke et show.
Klokken 20.45 begyndte de første melodier af “Overture”, og nu var koncerten eller snarere ritualet, som Chris selv omtalte det, i gang. Spændingen steg i salen, imens vi alle ventede på at spotte Chris.
I en orange-rød-røg bevægede Chris sig syngende ned af en trappe bagerst på scenen til nummeret ‘Tears can be so soft’, hvorefter han dansede på en robotagtig måde til et instrumentalt stykke. Hele salen rungede af vibrationer fra de analoge og digitale trommer.
Iført en sort og rød vest over sin bare overkrop, sorte bukser, lædersko og en handske på venstre hånd dansede Chris rundt på scenen med hans skulderlange mørke slikhår. Allerede her kunne man mærke, at det nok skulle blive en fortryllende, men også emotionel aften. Chris er en musiker, der balancerer mellem de klassiske elektroniske pop-melodier til de alternative og kunstnerige. Det beviste han netop denne aften i det intime VEGA. Hele aftenen var dedikeret til hans nye album PARANOÏA, ANGELS, TRUE LOVE. Et album, hvor sorg og kærlighed tydeligt kommer til udtryk gennem en slags pop-opera i tre akter.
For Chris har skabt et følelsmæssigt musikalsk univers, der sætter spørgsmålstegn ved de hetereonormative kønsstereotyper. Et univers. hvor alle er fri til at være, hvem de er, og gøre, hvad de vil. Dét univers fik vi æren af at være en del af denne aften.
Da Chris spillede ‘Full of Life’, kunne man tydelig mærke følelserne i hans stemme og hans bevægelser. I bar overkrop satte Chris sig på en løvestatue og begyndte at kærtegne den, som var der en forbindelse imellem de to. Han levede sig ind i musikken på en hel unik og dramaturgisk måde, som hele salen mærkede.
Midtvejs i showet kom en skarp, grøn laserstråle frem på scenen i takt med musikken, i mens Chris dansede rundt i en lang, rød bal-lignende nederdel som en optakt til det mere rolige nummer “Flowery days”. Og under nummeret “True Love” kunne man endnu engang mærke Chris’ stærke, følelsesladede og engleagtige vokal, der til tider var brændende transcendent.
– “I think it worked. I’m an angel messenger from the bigger sky. Magic is real, tell your friend,” sagde Chris, efter han blev overrakt sorte englevinger under “Shine”.
Flere gange undervejs tog Chris en buket frem, som han kastede vildt rundt med på scenen. En af gangene tog han dramatisk en blomst i munden, hvorefter han blot et øjeblik brød med karakteren: “to be honest that what not super delicious”.
Gennem hele aftenen havde Chris nogle korte, poetiske monologer mellem sangene og de vilde instrumentelle sceancer. Her var så stille, at man nærmest kunne høre en knappenål falde til jorden. Selvom det nogle gange godt kunne blive en smule abstrakt, bidrog de alle til den teatralske forestilling. “Honesty is what stand above everything else. Angels please take me there,” sagde Chris efterfulgt af nummeret “To be honest”.
Selvom den synth-poppede “Big Eyes” er det sidste nummer på albummet, blev vi heldigvis berigede med et encore af den franske sang “Je te vois enfin” fra albummet “Redcar les adorables étoile“. Det var, som om alle ønskede at blive i dette intime, sentimentale og grænseløse univers omringet af engle og løver, som Chris og bandet havde skabt.
“We win. Copenhagen” og “This was a poem by Christine and the Queens,” var de sidste ord fra Chris, inden han med knyttet næve forlod scenen. Christine and the Queens skuffede på ingen måde ved koncerten i Store Vega. Tværtimod sørgerede Chris og bandet en fortryllende oplevelse med deres poetiske og dramaturgiske performance og udforskning af ens selv, og hvor både lys og lyd varmede til at skabe en magisk og fængende atmosfære.
-Skrevet af Rikke Flamand
