22 sep ANMELDELSE: Legendariske New Order leverede en kontrastfyldt elektropunkfest i Royal Arena!
Foto: New Order // Emil Bertelsen (Pressebillede)
Torsdag aften stod Royal Arena, Københavns fornemste koncertarena for store kunstnere, klar til at byde New Order velkommen. Denne koncertsal kan sammenlignes med Peterskirken, hvor man virkelig føler sig som en lille prik i en storslået helhed. Det var nu op til New Order at tage udfordringen op, og i korte glimt formåede denne musikalske og nærmest religiøse oplevelse faktisk at forbinde os med noget større.
3,5/5 stjerner
New Order, bestående af tidligere medlemmer fra Joy Division, har ikke besøgt Danmark mange gange – men denne gang havde Danmark æren af at være den første destination på deres tour! Publikummet bestod primært af personer i aldersgruppen 40+, som var kommet for at genopleve de gamle postpunk-legender. Dog viste det sig senere, da jeg begav mig tilbage mod metroen, at aldersgruppen var mere mangfoldig end først antaget, da unge iklædt læder, skjorte og slips bekræftede, at New Order/Joy Division-stilen stadig appellerer bredt.
New Order hæren fremstod mere som en gruppe skolelærere end rockstjerner, da de først indtog scenen. Af og til opførte de sig endda også en smule mere som folkeskolelærere end som rockstjerner, der især kom til udtryk igennem deres klodsede interaktion med publikummet. Flere gange bevægede forsangeren, Bernard Sumner, sig helt ud til siden og trådte lidt i baggrunden, når han ønskede, at publikummet skulle klappe. Det må siges, at det fungerede bedst for Sumner, når han havde et instrument i hånden, da dette forhindrede ham i at virke som en malplaceret familiemand, som deltog i sin søns 18-års fødselsdag. Bandets tilbagelænede og urockede stil skabte dog samtidig en fascinerende kontrast til deres postpunkinstrumentering og elektroniske synthtoner, der blev skudt ud i salen som projektiler.
Koncerten startede fantastisk, med den første tredjedel som en imponerende indledning. Dog blev den anden tredjedel kaotisk og ustruktureret, men heldigvis fandt koncerten tilbage på sporet i den sidste tredjedel, hvor de spillede en række af deres hits. Et af højdepunkterne i koncertens begyndelse var det andet nummer på setlisten, “Age of Consent”, som jeg personligt betragter som et af deres bedste numre. Bernard Sumners laidback og næsten dovne vokal i versene blev komplementeret på imponerende vis af den kraftfulde guitar, der næsten bar hele sangen med sit gennemtrængende hook. Det var næsten som om, guitaren overtog leadvokalen, mens Sumners trak sig tilbage i baggrunden.
I det femte nummer præsenterede de os for en helt ny sang, “Shake It Up”, som de ikke havde optrådt med tidligere. Her tog forsangeren for første gang chancen og lagde guitaren fra sig for at bevæge sig rundt på scenen, mens den malplacerede klubmusik fyldte salen, og følgende linjer blev sunget: “Shake it up / yeah shake it up”. For mig var det en underlig fusion af Taylor Swift og techno, som ikke fungerede særlig godt. Hele den midterste del af koncerten mindede generelt mere om en østeuropæisk Eurovision-optræden, hvor kontrasten mellem bandets lidt kejtede fremtoning og de elektroniske beats simpelthen blev for distanceret og uharmonisk. Et yderligere kritikpunkt var forsangerens vokal, som til tider virkede usikker og rystende i sin pitch.
Alt i alt balancerede koncerten på en snæver linje mellem at fremstå som en Eurovision-optræden og en ægte postpunk koncert, der kunne transportere os tilbage til den britiske undergrundsscene i 70’erne. Det er næsten utroligt, at disse to associationer kan komme så tæt på hinanden i en og samme forestilling. Men dog forsvandt eurovision-optræden helt væk i sidste del af koncerten, hvor New Order leverede nogle af deres største hits som “True Faith,” “Blue Monday,” og “Temptation.” Her blev vi endda forkælet med en diskokugle, der blev sænket ned fra loftet og badede hele arenaen i et strålende diskolys – en lille genistreg, der tilføjede en ekstra dimension til oplevelsen.
Endnu mere bemærkelsesværdigt var bandets tilbagevenden for at give os tre ekstranumre fra Joy Division: “Atmosphere,” “Transmission,” og “Love Will Tear Us Apart”, mens baggrundsskærmen viste uforglemmelige billeder af den afdøde Joy Division forsanger, Ian Curtis. Her blev stemningen helt ekstatisk, med folk på siddepladserne, der sprang op med hænderne i vejret. Over de sidste seks numre smeltede de visuelle effekter, bandets nærvær, publikummets energi og musikken simpelthen sammen i en perfekt symbiose. New Order beviste uden tvivl, hvorfor de regnes som et af de mest legendariske postpunkbands fra 70’erne!
Efter en koncert i Royal Arena opstår der virkelig en helt særlig atmosfære. Man deltager i den store strøm af mennesker, der bevæger sig som en myreformet kolonne mod Ørestad station. Når man endelig er om bord på metroen, kæmper man for at finde plads, og man kan føle sig heldig, hvis man når den første. Undervejs hører man utallige samtaler, som varierer fra de gamle gymnasieveninder, der glæder sig over en aften uden mænd og børn, og som samtidig kunne danse til nogle af deres teenageidoler, til et ægtepar, der måske engang mødte hinanden til en af de samme koncerter. På denne måde forlænger koncertens og stemningens magi sig, indtil man med besvær endelig trænger ud af den varme og tætpakkede metrovogn, og på hele turen hjem nynnede jeg melodien fra “Love Will Tear Us Apart” – New Order leverede en koncert, som jeg sent vil glemme!
