01 sep ANDMELDELSE: Slowdive – everything is alive
Foto: Slowdive // Ingrid Pop (pressebillede)
Slowdive genforener ikke med deres ikoniske støjlyd på det nye album, men puster til gengæld nyt liv i shoegaze-genren anno 2023 med raffinerede guitar- og synthtoner.
Stjerner 3.5/5
Det 90’er baserede shoegaze band Slowdive er kendt for deres fyldige støjunivers af forvrængede guitarer, ørehængende synthmelodier og tilbagelænede vokalharmonier fra frontfigurerne Rachel Goswell og Neil Halstead. I 2017 gjorde de comeback med deres selvbetitlede fjerde album, som udkom ovenpå en mere end 20 år lang pause fra den britiske femkløver.
Endelig løftes sløret for opfølgeren til genforeningsalbummet, der denne gang har fået titlen everything is alive.
Slowdive er et af de nostalgiprægede bands, der er blevet tildelt en særlig ikonisk status fra en verdensomspændende fanskare. Derfor kan det være svært ikke at komme til at sammenligne nye udgivelser med udødelige numre som ”When the Sun Hits”, ”Alison” og ”Souvlaki Space Station” fra 1994. Jeg modtog da også genforeningen i 2017 med en spændt nervøsitet over den fornyede lyd, der var at forvente efter knap to årtiers tavshed. Det samme gør sig gældende med everything is alive.
Åbningsnummeret ”shanty” fører sig frem på en raffineret elektronisk lyd af repetitive synthesizere, der meget godt karakteriserer resten af albummets fremgangsmåde. Intet syntes overladt til det tilfældige. Trommerne virker beherskede, og det tæmmer det løsslupne udtryk, som – i dette tilfælde – fejlagtigt kan forventes af shoegaze-rockerne. Noget, som Slowdive ikke har efterladt bag
sig, er Goswell og Halsteads eminente vokalharmonier. Det er lige præcis her, at Slowdives nerve brager igennem på albummet.
Min personlige favorit er ”chained to a cloud”. Et nummer, hvor ekkofrembringende vokaler i en næsten syv minutter lang lydudfoldelse, får lov at brede sig ud.
Tematisk kan everything is alive tolkes som et håbefuldt album, der indfanger livets kompleksitet. Det er skrevet i tiden efter, at Goswell mistede begge sine forældre, men albummet høres hverken betydeligt melankolsk eller dystert. Selv har bandet beskrevet everything is alive som at symbolisere nye begyndelser – og det vil jeg også vove at påstå, at vi hører i albummets lydside.
Slowdive er ikke en gruppe, som duplikerer sig selv. Det vil for nogle være en vemodig kendsgerning, da man kan finde sig selv higende efter den upolerede shoegaze lyd, som Slowdive var med til at pionere i de tidlige 1990’ere. I stedet præsenterer de et knapt så larmende, men stadig drømmeinducerende lydunivers, hvor hver enkel takt virker nøje gennemtænkt.
Selvom Slowdive ikke genfinder støjen, placerer de sig i en moderne ramme af elektronisk produceret musik tilføjet masser af guitareffekter. Hvert enkelt nummer er velproduceret og dejligt at lytte til, men der mangler en overordnet energi på albummet. Det får mig til at overveje, om shoegazen kan blive for poleret i lydstudiet? Ikke desto mindre formår gruppen at puste nyt liv til genren i år 2023, om end den lyder en smule mere raffineret.
