09 aug WIINSTON varmer den danske R&B-sommer op
Foto: Alex Høgh (Pressebillede)
Den danske R&B-duo WIINSTON har i løbet af sommeren udgivet flere bangers – “lonely” er blot det nyeste skud på stammen.
Sangeren Daniel Richards og produceren Alfred Thomas er nok bedst kendt under deres duo-navn WIINSTON. De to unge gutter har allerede opnået kæmpe succes både i ind- og udland – og med god grund. WIINSTON forstår hvordan de ægte R&B-hits skal bygges op og hvordan de skal lyde, for de rammer plet hver gang.
Den 4. august poppede den nyeste single “lonely” op på streamingtjenesterne til stor glæde for de R&B-udsultede lyttere. Pausen i år har heldigvis ikke været lang, for duoen udgav både et album i april, en single i juni og en single i juli.
Singlen “lonely” har den klassiske WIINSTON opbygning med lo-fi beats, akustisk guitar og den bløde vokal fra Daniel Richards. Teksten er melankolsk og trist, mens beatet er så ørehængende, at man ikke kan lade vær at vibe med. De fleste kan nok genkende sig selv i noget af lyrikken, der kredser om frygten for at leve og dø alene. Duoen starter hårdt ud med; ” I think God did us a favor, this shit way more than we prayed for” for derefter at bevæge sig over i den barske realitet for mange – især amerikanere, idet der synges; “I read the news, some kid from Atlanta, went to a dance, started to shoot, we stuck in a loop, cuz that ain’t news”. Hele tematikken er tårevædende og sangen er derfor perfekt til en tudetur på badeværelsesgulvet.
Senere dette efterår kan du opleve WIINSTON live, når de gæster Voxhall i Aarhus eller VEGA i København. Indtil da kan du lytte til singlen “lonely” lige her!