18 aug Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 33
Foto: Amanda Rakel // Julie Montauk (PR)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Denne gang har vi fundet fem forskellige albums, som byder på musik fra discosoul-beats til dybtfølte tematiske tekster. Læs med og fang noget ny lyd blandt vores favoritter.
Justin Vernon – Hazeltons
Justin Vernon, der ofte er kendt som frontpersonen fra bandet Bon Iver, har i denne uge udgivet et nyt fængslende album, der indkapsler en følelse af nostalgisk sårbarhed. Vernons karakteristiske falset præger albummets vokal, der især er præsent i albummets andet nummer “Frail Sale”, der blot ledsages af rytmisk fingerspil. Denne karakteristiske lyd kan man ligeledes finde på sangene “liner” og “hazelton”. Numrene giver associationer til Bon Ivers tidligere albums såsom For Emma, Forever Ago (2008) og Bon Iver (2011). Vernon begrænser sig dog ikke kun til de høje toner. I sangen “easy” bevæger han sig ned i dybere, resonante melodier, der funger som et dynamisk modspil på de forrige numre.
Med denne nye udgivelse demonstrerer Justin Vernon en mere eksperimenterende musikalitet. Albummet bærer præg af minimalistiske arrangementer, der dog får lov til at kulminere i storladne udbrud på visse tidspunkter men som ofte må ligge latent og give plads til de underspillede melodier.
Lyt til albummet her!
Birdy – Portraits
Portraits er det femte album fra Jasmine van den Bogaerde, bedre kendt som Birdy, som introducerer en sound inspireret af 80’ernes pop, der kombineres med hendes eget personlige præg. Dette ses bl.a. på albummets åbningsnummer “Paradise Ceiling”, der udføres i et up-beat tempo med en stor elektronisk produktion bag sig. Nummeret har et groovy hook, der spilles af karateristisk synth, der giver konnotationer til 80´ernes karakteristiske lyd, der giver en lyst til at indtage det nærmeste dansegulv. Selvom albummet udforsker en ny facet af Birdy´s musikalitet, indeholder albummet alligevel de karakteristiske ballader, som hun er kendt for, der bl.a. ses i sangen “Your Arms”. Denne sang indkapsler en følsomhed i et simpelt udtryk, der ligger fokus på Bogaerdes vokal, der suppleres af et enkelt klaverspil, bløde strings toner og drømmende harmoniseringer. Selvom Birdys lyrik undertiden kan virke en anelse sødladen, står “Portraits” som et stærkt eksempel på nostalgisk popmusik, der formår at være sofistikeret og samtidig fængslende i sit udtryk
Lyt til albummet her!
Amanda Rakel – I Was Sad For 4 Years
Amanda Rakel er klar med sit nye album, der emmer af fængende popmelodier med emotionel dybde. Amanda er ikke bange for at dykke ned i sårbare emner i hendes sange. Dette understreges bl.a. i sangene: “Sick”, “Validate Me” og “Sinner”, hvor hun udforsker kontrasterne mellem selvkærlighed og destruktivitet. Sangene er dynamiske, og byder på alt fra en upbeat popstemning, som det høres på “Sick” til den introspektive melodi, som man finder på “Sinner” til den drømmende popballade “Validate Me”.
I Was Sad For 4 Years står som et stærkt vidnesbyrd om Rakels evne til at omsætte personlig erfaring til et musikalsk udtryk.
Lyt til albummet her!
Hozier – Unreal Unearth
Hozier vender stærkt tilbage med sit tredje album efter fire år med et nyt spændende album, der tager lytterne med på en dybtgående rejse i sit tredje album, hvor han udforsker Dantes Inferno i albummets 16 sange. Trods de mørke temaer, formår han at blande euforiske melodier med sit kendetegnende poetiske tekstunivers. Albummet spænder bredt fra det akustiske “De Selby (Part 1)” til det mere energiske “De Selby (Part 2)”, og selv i de tunge øjeblikke formår Hozier at lade han musik med humor, som det ses i “Anything But”.
Lyt til albummet her!
Aya Nakamura – DNK
Den anerkendte franske popstjerne, Aya Nakamura, har endnu en gang overrasket fansene med sit fjerde studiealbum DNK. DNK dykker dybt ned i følelserne fra et komplekst kærlighedsforhold. Albummet starter stærkt med “Corazon”, der smukt kombinerer Caribiske rytmer med en emotionel tekst. Selvom albummets kærnetema – det splittede hjerte – gentages gennem alle 15 numre, skiller sange som “Baby” og “Daddy” sig ud, hvor den sidste sang, omdanner et almindeligt kærlighedshit til et kraftfuldt udsagn om forholdets afslutning. DNK markerer sig som endnu en stærk præstation fra Aya Nakamura.
Lyt til albummet her!