Ugens Upcoming // Nicoline Saga

Foto: PR (Pressebillede)

Danske Nicoline Saga er et stortalent på den danske musikscene. Med rørende tekster, smukke vokaler og poppede beats rammer hun os, lige der hvor det føles allerbedst. Derfor har vi valgt at gøre hende til Ugens Upcoming.

Nicoline Saga vender tilbage til rødderne på Vestsjælland med en betagende EP efter et årti i internationale musikmetropoler. Hendes nordiskklingende lydunivers, hvor komplekse harmonier og dybtfølte tekster udforsker transformation og selvidentitet, trækker på både ungdommens bekymringsløshed og moden refleksion. Nicoline Saga byder på en fortryllende rejse gennem følelsesmæssige landskaber og inviterer lytterne til at omfavne udvikling og vækst. Med empowerment, elektronisk pop og cinematisk kvalitet udfolder Nicoline Saga en oplevelse, der taler til hjertet og sindet. EP’en Tides udkommer på fredag, så sæt kryds i kalenderen!

1. Hvem er Nicoline Saga?

– Nicoline Saga er artistnavnet for den 28-årige sanger, sangskriver og producer Nicoline Borup Christensen. Navnet ‘Saga’ kommer fra en fascination af den episke fortællerform fra Norden og betyder ‘at fortælle’ på oldnordisk. Nicoline Saga nulrer sandkorn og komponerer sange med hænderne på maven og med brusende vokalarrangementer. Saga omfavner lige dele sårbarhed og styrke, med lyrik og stemninger fra et grædende strandbarn og en zen troldkvinde på én og samme tid.

2. Hvordan vil du beskrive din lyd? 

– Jeg vil beskrive min lyd som cinematisk, nordisk, personlig og vokalcentreret. I mine kompositioner kan jeg godt lide at blande det elektroniske med de organiske lyde såsom violin, horn og marimba. Jeg tager udgangspunkt i min stemme når jeg skriver musik, så min lyd kendetegnes også ved et væld af vokaler. 

3. Hvordan startede du? 

– Jeg har lavet digte og melodier så længe jeg kan huske, og jeg tror min første rigtige sang handler om en lyserød krokodille der kan lide risengrød. Da jeg var lille skrev jeg tit sange til mine små kusiner, til familiefester og skolearrangementer. Man kunne altså altid regne med et indslag fra mig. Så på den måde startede sangskrivning ret tidligt for mit vedkommende. Da jeg var omkring de ti år begyndte jeg at indspille min vokal ved hjælp af tre Nokia-telefoner på gulvet i min fars bryggers. Jeg optog forskellige stemmer og afspillede dem efterfølgende synkront, så de skabte harmonier. Det var her, jeg første gang oplevede et sådan dybt kreativt flow, der på mange måder har defineret min tilgang til musikken og var hvor det hele startede. Derudover har den lokale musikskole været et helt vildt betydningsfuldt sted for mig gennem hele min barndom og frem til jeg flyttede fra min hjemby som 18-årig. Det var der jeg lærte at synge og spille med andre, hvor jeg begyndte at udvikle mit musikalske udtryk, og også hvor jeg tog mit første kursus i at producere!

4. Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Når jeg skriver musik starter det ofte med at jeg har en kraftig følelse eller stemning indeni som inspirerer mig til en linje af en sangtekst eller en bid af en melodi til en ny sang. Nogle gange indtaler jeg idéen som memo på min telefon, men det bedste er når jeg sætter mig bag klaveret med det samme og begynder at udvikle akkorder og sangtekst til. Så er det ligesom at cykle. Det er langt sværere at vende tilbage til en idé et stykke tid efter den er opstået. Når sangen er skrevet sætter jeg mig ned i annekset i haven og indspiller og producerer sangene. Men der kan nogle gange gå flere måneder eller år fra en sang er skrevet, til jeg begynder at producere den.

5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd

– Jeg var til Chairlift koncert i Århus som 15-årig og blev fuldstændigt besat af Caroline Polacheks stemme efter det. Udover Polachek vil jeg sige at Susanne Sundfør, Emile Nicolas, og Highasakite har haft størst indflydelse. Der er mange andre musikere der også har haft en indflydelse, bl.a. de musikere mine forældre lyttede til da jeg var barn såsom Fleetwood Mac, Sade og Amy Winehouse i 00’erne.

6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Oklou og albummet Galore har kørt på repeat i et par år nu i nattetimerne. Susanne Sundførs nyeste album Blómi især numrene “Leikara ljód” og “Blómi”, åh så smukt!! Guldimund og hans særlige danske sangskrivning er jeg også meget betaget af for tiden. Eee Gee’s album Winning – bare et vinderalbum, som jeg især har hørt på gåture fra Amagerbro til Kalvebod Fælled da jeg ikke kunne finde ud af hvad der var op og ned i en periode.

7. Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

– Lige nu er jeg i gang med at gøre klar til at kunne spille sangene på min nye EP Tides i liveformat og planlægge koncerter for den kommende tid.

8. Hvad er drømmen?

– Der er mange drømme, men en af dem er helt sikkert at få lov til at spille mine sange med DR’s symfoniorkester i Koncerthuset, det ville være en kæmpe drøm der gik i opfyldelse!

9. Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Min nyeste single ‘People Change Overnight’. Den er både ‘fierce’ og ‘sad’ og handler om at savne forliste venskaber.

10. Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

– Måske en Bloody Mary? Pikant, lidt af det hele, dramatisk og semi-nærende? 

Lyt til singlen “People Change Overnight” lige her!

Cecilie Athena Pliniussen
ceciliepliniussen@bandsoftomorrow.com