Pære Banals nye single er det perfekte soundtrack til lytterne på Tour de Københavns hurtige sprinter

Foto: Pære Banal // Maj Færgemann (pressebillede)

Pære Banal, en dansk postpunk-trio, skaber bølger med deres seneste udgivelse “Halvt Liv,” der udforsker dybet af ungdommens rå følelser og dristighed. Denne anden single fra bandet er som en musikalsk kanonkugle, der rammer med overvældende kraft og forvandler selv de mest ufarvede situationer til en dansende fest.

Den sprudlende postpunk-single er et energiboost af dimensioner, der fanger lytterne fra det øjeblik de trykker play. Med de eksplosive rytmer og de første trommeslag i nummerets begyndelse, tvinges lytterne til at danse med på energiens bølge. Forsanger og bassist, Jeppe Sallings, vokal følger herefter med og tager tempoet lidt ned, hvilket giver plads til hans stemme, der næsten er en transformation af ungdommens skævhed og ligegyldighed, der alligevel formår at fænge. Pære Banals musikalske signatur er en nyfortolkning af den klassiske postpunk-æstetik. De kombinerer eksploderende trommer, rå guitarriffs og uventede skift i tempoet, der vækker selv den mest søvnige lytter fra deres musikalske tornerosesøvn. De pludselige stilstande i musikken og de bratte udbrud understøtter budskabet om limbotilstanden i sangen – et sted hvor ungdommens kaotiske følelser møder frihed og selvforståelse.

Bag det enkle, men alligevel iøjnefaldende navn, Pære Banal, gemmer sig en dybere betydning. Navnet trækker på den fælles oplevelse af at have en yoghurt med den velkendte smag stående ved siden af den halvtomme ketchupflaske i kollegiekøleskabet – en metafor for det særegne og unikke i dagligdagen. Bandet består af Jeppe Salling på bas og vokal, Jacob Baltser på trommer og Timothy Martin på guitar. Den nyslupne single “Halvt Liv” er blot en forsmag på, hvad der venter fra Pære Banals debutalbum, Wir Schaffen Das!?, som er sat til at udkomme senere på året – og bemærkelsesværdigt nok også på kassettebånd. Bandet har annonceret en spændende kassettebåndsturné i diverse pladebutikker i forbindelse med udgivelsen samt som opvarmning for Sauna Senere.

Pære Banal er ikke bare en musikalsk energibombe, men også en ironisk kommentar til status quo, med tekster om at være ung og privilegeret i en kaotisk verden. Bandets legesyge, kantede post-punk numre med skæve guitar riffs og energiske trommer, er det perfekte soundtrack til en verden, der føles ude af kontrol, og med “Halvt Liv” minder Pære Banal os om den uforudsigelige kraft ungdommens rå energi rummer.

Den kommende fredag byder på den perfekte chance for at lade deres musik pumpe i ørerne, mens du suser afsted på cyklen, på vej mod deres koncert på Råhuset i København kl. 20. Der vil være garanti for en aften fyldt med skæve riffs, vildskab og dans.

Tags:
Frederikke Pedersen
frederikkepedersen@bandsoftomorrow.com