Lew skifter sårbarhed ud med soulet vrede på ny single

Foto: Emma Svanegård (Pressebillede)

Svenske Lew er tilbage med endnu en imponerende single, som blander pop og R&B så smukt.

Den talentfulde svenske popartist, Lew, også kendt som William Eggert, følger op på sin imponerende debutsingle “Let Me Speak” med spændende nyheder. Han har netop annonceret udgivelsen af sin kommende EP med titlen Forever Ugly, som vil se dagens lys den 22. september.

Lew, der kun er 25 år gammel, har allerede gjort sig bemærket på den soulfulde popscene med sin dybe og ærlige stemme, der minder os om store navne som Lewis Capaldi, Medium Build og Elias. Han kombinerer en dansabel og samtidig afslappet kommerciel popstil med en skøn soulet R&B-ånd. Den nye single “Lost In How I’ve Been, Forgot” giver os en forsmag på, hvad vi kan forvente fra EP’en. Lew beskriver sangen som en refleksion over at blive så forvirret, at man glemmer sine oprindelige følelser, og i stedet lader dem transformere til vrede. Lew har en helt fantastisk blød og klar stemme, der kræver at få din opmærksomhed, så snart sangen begynder. Beatet er så R&B som det kan blive, hvor man ikke kan andet end at vibe med, mens fødderne tripper og kroppen svajer. Neonlysene viser sig for det indre øje og stemningen indkapsler og opsluger en fuldstændig.

EP’en Forever Ugly udforsker musikalske elementer og giver et indblik i Lews kunstneriske bredde. Lew’s musikalske rejse lover at være en spændende blanding af følelser og genrer. Med et bagkatalog som sangskriver og musiker for andre kunstnere, herunder den prisvindende GERD, har Lew allerede etableret sig som en alsidig og dygtig musikskaber.

Lyt til singlen “Lost In How I’ve Been, Forgot” lige her!

Tags:
Cecilie Athena Pliniussen
ceciliepliniussen@bandsoftomorrow.com