Koncertanbefalinger // Uge 35

Foto: DATTER // Simone Juice (Pressebillede)

De fleste af sommerens største festivaler er nu overstået, og du savner måske allerede følelsen af at befinde dig midt i et menneskehav med en kold øl i hånden. Men fortvivl ej, der er heldigvis stadig festivalstemning at finde i musiklandets sensommer. Derfor vil denne uges koncertanbefalinger guide dig gennem nogle spændende og sprøde koncerter, der spænder fra disco dance-rytmer til kraftfulde lyriske tekster. Du kan læse mere om 5 udvalgte oplevelser herunder.

Re:Claim Festival

Re:Claim Festival beskriver sig selv som: “En hiphopgadesfest i menneskerettighedernes tegn” – og det er netop, hvad du kan forvente, når dørene slår op d. 2 september på Guldbergsgade, Nørrebro. Med en pallette af de mest svedige hiphoppere og rappere, kan du jamme med dine venner til groovy beats i menneskerettighedernes tegn. Her kan du bl.a. opleve Pede B, Kaka, Elijah Kasmir og mange flere! Derudover byder festivalen på paneldebatter, DJ-acts, workshop og freestyle shows.

Kom til festivalen og oplys dig selv om, hvorfor det spiller en så afgørende rolle at have kendskab til menneskerettighederne, og hvorfor vi skal leve op til dem – alt imens du lader dig forføre af taktfaste melodier!

Hvor: Guldbergsgade, Nørrebro
Hvornår: Lørdag d. 2 september

TERESE

Mangler du noget pop-melankoli, som formidles igennem ærlige tekster, der føles som om, de er hentet direkte fra en personlig dagbog? Så kom til koncert med TERESE, der spiller d. 30. august på RUST! Lad dig omslutte af velkomponeret lydbilleder, der formidles igennem en dansk vokal, der formår at indkapsle rytmiske popmelodier med en særdeles skrøbelighed og intensitet.

TERESE viser et markant potentiale, hvilket tydeligt blev fremhævet, da hun opnåede en plads i finalen i P3’s talentshow: KarriereKanonen. Derudover opnåede hun stor ros for EP´en: Sjælens Lommer, og nu er hun aktuel med albummet: Jeg´ Træls, Du´ Nice, der udkom i maj 2023. Titlen afspejler, hvordan TERESE på kreativ vis jonglerer med ord, der er med til bygge et intimt rum, hvor identificerbare tekster ikke bliver kitsch, men blot indfanger universelle følelser i livets små trivialiteter. Dette finder man bl.a. på sangen: “Vil Du Med i Biografien”, hvor hun uden filter synger: “Vil du med i biografen? Jeg har lyst til at se noget stort, synke ned i et sæde bare forsvinde bort.” TERESE´s lydunivers har evnen til både at få dig til at danse i takt til velstrukturerede popmelodier og engagere dig med relaterbare tekster, der rummer stor dybde.

Hvor: RUST
Hvornår: Onsdag d. 30. august kl. 19:30

DATTER

DATTER indtager scenen på Gimle som et af hovednavnene, hvor de ligger op til en storslået pop/rock koncert, der med deres medtagne tekster og rå melodier skaber en særlig atmosfære omkring sig, der emmer af mystik, forførelse og sårbare tekster. Bandet formår at tage de klassiske elementer fra rock-genren og flette dem sammen med medrivende rytmiske kompositioner, der formidles gennem eftertænksomme tekster. Dette ser man bl.a. i sangen “BAGOVER”, hvor forsangeren, Joe, slynger sætningen ud: “Knækker nakken når den bærer rundt på vægten af et hoved, der bliver tungere hver aften“. Bandet er lige nu aktuelle med med deres debut EP: Hudløs, der udkom i maj 2023.

Som support til DATTER indtager 144HZ scenen med deres poppede indie lyd, der med deres gripende rytmiske hooks og velovervejede tekster er klar til at lade dig op. I forbindelse med 1o hurtige til uimodståelige 144 hertz, fik vi ligeledes lov til at få indsigt i bandets lyd, hvor de selv sætter ord på deres musik som: “Storladent uden at blive højtideligt og satirisk uden at blive åndssvagt“. Selvom 144HZ agerer som support, er de ligeså anbefalelsesværdige som hovednavnet!

Kom og hør de to bands slå sig løs i Gimle!

Hvor: Gimle
Hvornår: Torsdag, d. 31 august kl. 20.00

Kingtommi

Med sin første headliner koncert er Kingtommi klar til at ruske op i Loppen, når han med sine kontrastfulde numre giver en stemme til de turbulente ungdomsår. Hans sange indbyder både til tårer og vilde moshpits, der trækker tråde til vidt forskellige genre. I Kingtommi´s musiklandskab er der både rum til de store elektroniske lydbilleder, samt de mere afdæmpede melodier, som giver de sårbare tekster plads til at udfolde sig. Kingtommi er en ankerkendt musiker, der bl.a. har været nomineret på listen til Årets Bedste Sange af Politiken og Soundvenue. Derudover har han været i rotation hos P6 beat, og ligeledes spillet som support for Zar Paulo og Kind mod Kind. Nu er han klar til at indtage scenen selv og vise sig frem for publikummet!

På Loppen kan du ligeledes opleve Kingtommi sammen med Belleville Baby, der bevæger sig inden for sadcore genren med en musik, der kredser sig om byen og natten.

Glæd dig til at de to musikere forener sig og skaber en mindeværdig aften på Loppen!

Hvor: Loppen
Hvornår: Torsdag d. 31 August, 20:30

Why Sun

Why Sun giver dig pulserende rytmer i et højintenst lydunivers, der giver det perfekte mix til at danse solen op med. Why Sun er et band der er mestre i at kombinere forskellige genre, der bidrager til en reformering af den moderne rock. Why Sun bryder med den klassiske rock ved at indarbejde elektroniske elementer, der omfavner den til tider nærmest reciterende vokal. Vokalen skifter mellem at synge og tale poetiske tekster, hvilket giver plads til det komplekse lydunivers i musikken. Dette afspejles bl.a. i singlen: “Drift Dance”, der starter med en vedvarende, rungende bas og en vokal med rockede undertoner, der akkompagneres af en syntheserende lydeffekt. Sangen udvikler sig imod en klassisk elektronisk EDM-lyd, der kulminerer i en storslået og dansabel komposition.

Trioen er desuden på trapperne med deres debutalbum, der udkommer d. 31 august.

Kom med, og oplev dette aspirerende navn, når de gør sig klar til at indvie dig i deres originale lyd.

Hvor: Rust
Hvornår: Torsdag d. 31 september kl. 20:30

Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com