20 aug Iris Loom – UHØRT Festival 2023
Foto: Valentin Marcus Andersen (Pressebillede)
Scene Skatescenen
Dato: 18. august 2023
Silkeborgensiske Iris Loom leverede en magisk koncert på Skatescenen på Uhørt fredag aften, hvor publikum på blid og hypnotiserende vis glemte sig selv
4,5/5 Stjerner
Skatescenen på Uhørt er et stort rum med skateboardramper spredt tilfældigt ud over det hele, hvor akustikken selvsagt ikke er bygget til musik. Et rum, der ikke er oplagt til at skabe den slags intime oplevelser, som Silkeborgensiske Iris Loom formentlig ønsker at skabe med deres elektronisk-inducerede kunst/drømmepop. Ikke desto mindre var det, hvad det fire mand store orkester formåede at skabe – et intimt rum altså.
En del af det var helt sikkert musikken, som er både mystisk, men også varm og livsbekræftende, hvilket man også vil kunne mærke, hvis man lytter til bandets hidtil eneste udgivelse – EP’en I Love it When Your Hands Touch the Kitchen Table – hvis udgivelse vi også tidligere har lavet larm for.
Koncertens helt store højdepunkt var dog forsanger Mathias Rasmussens, der med en baryton fra en anden verden, med nøk til sangere som ANOHNI (and the Johnsons) og Jonas Smith fra Blaue Blume, tryllebandt det fremmødte publikum. Akkompagneret af en fremførsel der var fantastisk skrøbelig og indlevende, skulle man være lavet af sten for ikke at blive rørt af den skønne bølge, der skyllede ind over en.
Eneste noterbare minus var den til tider ubalancerede lyd, som af og til begravede Rasmussens dybe vokal i mixet, samtidig med at den ikke altid fremhævede de lysere dele af det musikalske spektrum, som gruppen bruger til at skabe forløsninger i numre såsom “Amber Heart”.
Det var dog ikke noget, som kunne tage magien ud af den samlede oplevelse og Iris Loom er i den grad et orkester man bør opsøge på de danske live-scener, hvis man er til de mere artsy grene af poppen eller ønsker sig en usædvanlig (god) liveoplevelse.
– Skrevet af Emil Weis Brix