Fra unge hænder til stor lyd: Mulatov kaster gode vibes over musikscenen.

Foto: Mulatov & Naija Gyal // Magnus Bjaaland & Jahmil Singleton (Pressebillede)

Det lovende talent, Mulatov, er trådt ind i rampelyset med udgivelsen af sin seneste single “Gode Vibes feat. Naija Gyal”. Sangen, der stråler af en laidback og stemningsfyldt energi, peger på Mulatovs potentiale som en kunstner, der fortjener øget opmærksomhed.

Med en orientalsk-inspireret melodi og dyb pulserende attitude kombineret med Naija Gyal’s (Anni Malaika Mgala Vinther) tekniske og overlegne raps, er “Gode Vibes” det ultimative soundtrack til en aften i det københavnske natteliv. Sangen skaber den perfekte atmosfære for en uforglemmelig bytur.

Bag produktionen af “Gode Vibes” står den talentfulde Bast Bih (Bastian Mejer), en kun 17-årig producer-prodigy med en lysende fremtid. Pharfar, en mester i sit fag, har stået for indspilning, mix og mastering, hvilket har resulteret i et lydunivers af højeste kvalitet.

Mulatov selv udtaler om singlen:

“Efter en udfordrende uge fik jeg tilsendt et beat fra Bastian. Mit humør ændrede sig øjeblikkeligt til det bedre, og det stod klart for mig, at sangen skulle emme af gode vibes. Den handler om, hvor fantastisk man kan have det i nattelivet, uanset ens udseende, påklædning eller tro. Byen er en oase på den måde. Gode Vibes hele vejen.”

“Gode Vibes ft. Naija Gyal” tegner begyndelsen på Mulatovs karriere med debut-EP’en, der forventes at udkomme i 2024. Selvom han stadig er ved at etablere sig som artist, er denne single i den grad med til at vække nysgerrighed og begejstring blandt lyttere og musikentusiaster. Derfor anbefaler vi varmt at man retter sin opmærksomhed mod denne lovende stjerne, der nok vil fortsætte med at levere de mest positive toner til den danske musikscene.

Tags:
Frederikke Pedersen
frederikkepedersen@bandsoftomorrow.com