15 aug 3 Norske navne vi lytter til lige nu
Foto: Fieh // Jonathan Vivaas Kise (Pressebillede)
Mangler du noget inspiration til, hvad du skal lytte til lige nu? Så bør du udforske disse norske artister, som viser, hvordan Norges musikscene byder på et væld af talentfulde artister, der bare venter på at blive opdaget af dig. På redaktionen har vi derfor udvalgt 3 norske artister, som vi synes du skal kende til!
Fieh
Fieh cementerer dem selv som forgangsmændene for den norske funkscene, der med sine otte medlemmer leverer komplekse smittende rytmer med en uovertruffen selvsikkerhed. Fieh beskrives ligeledes som en neo-soul gruppe, der bl.a. trækker inspiration fra artister som Anderson .Paak, Amy Winehouse og Steve Lacey. Fieh´s funky lydunivers er suppleret med blæseinstrumenter, præsente melodiske klaverstykker og velkomponerede harmonier, der trækker dig op af stolen og ud på floor.
Kan du ikke få nok af Fieh? Så skal skal du ikke vente lang tid på deres nyeste single!
Lyt til dem her!
Susanne Sundfør
Susanne Sundfør er langt fra en ny artist, men en etableret norsk musiker, der er kendt for at eksperimentere med forskellige genre, der indkapsles af Sundførs skarpe æteriske stemme. Susanne Sundførs musikalske repertoire demonstrerer en bemærkelsesværdig spændvidde: Hun mestrer de underspillede melankolske melodier fra hendes nyeste album “blómi” fra 2023, der bl.a. understreges af sangen: “fare thee well”, der kendetegnes ved subtile trommeanslag og nøgne klavertoner, der omfavner Sundførs klare stemme. Ligeledes navigerer hun sig gnidningsfrit igennem det elektroniske lydunivers i albummet Ten Love Songs fra 2015, der er præget af tunge komplekse beats, synth og sammensatte harmoniseringer. Uanset format, så går Susanne Sundfør ikke hen i glemmebogen, men bliver ved med at udfordre og fornye sit musikalske udtryk.
Lyt til Susanne Sundfør her!
ARY
ARY´s univers er en perfekt cocktail af pop og techno, der forener sig i et komplekst lydunivers, der tryllebinder dig med krystalklare vokaler og en dybt lagret elektronisk kulisse. ARY beskriver selv denne mærkat i et interview til magasinet:
– Jeg bliver så glad når nogle beskriver det som technopop, for jeg elsker techno. Jeg ved godt, at det er langt fra at være rigtig techno, men det er også langt fra at være pop. Jeg ville bare gerne undersøge hvordan det var at lave musik, hvor tempoet gik lidt hurtigere
Med hendes sårbare albumdebut: For Evig fra 2022, der omhandler hendes afdøde tvillingebror, bliver lytteren indviet igennem en langsom indtrængen i personlige minder og følelser, der suppleres af elektroniske lyde af dybe synth bass og lagret kor, som bliver gjort til nærværende beats. ARY´s lyd giver konnotationer til de samme etablerede elektroniske universer, som man bl.a. finder i Oklous musik, hvis elektroniske lag aldrig helt kan udtømmes.
Dyk ned i ARY´s musikunivers her!