22 jul Thomas Helmig – Musik I Lejet
Foto: PR
Wow. Thomas Helmig er kommet tilbage, og han gør det med enorm stil. Hans første koncert på Musik I Lejet, var intet mindre end vidunderlig, og alle følelserne i registeret kom til overfladen.
5 Stjerner
I minutterne op til at den danske legende, Thomas Helmig, gik på scenen, begyndte det at storme. Meget. Regnen tæskede ned over festivalspladsen, men ikke det var ikke nok til at stoppe det stadig enorme crowd i at give et gigantisk jubelbrøl da Helmig gik på scenen. Hele bagtæppet var lavet til en stor-skærm, og med sig under armen havde Helmig et helt fantastisk band, som udfyldte den store scene. Allerede fra første sekund, var det meget tydeligt, at dette ville blive en koncert i absolut verdensklasse; og det var det. Regnen stilnede stille hen, og publikumsflokken fyldte hurtigt hele festivalsflokken – publikum var klar på Helmig. Der blev skrålet fra crowd helt fra start, og det var tydeligt at der var så meget kærlighed til kunstneren. Anden sang på sætlisten dedikerede Thomas til Hugo, og der gik bare et væld af følelser igennem crowdet. Fra sangens første toner, var der tårer at finde på kinderne af mennesker over alt, og det var blændende tydeligt, at Helmig havde publikums medfølelse. Et virkelig smukt øjeblik.
Der blev udvist en kolossal spilleglæde på scenen, og der var kæmpe smil at finde både hos Helmig selv, og hos resten af bandet. Det smittede enormt meget af på crowdet, som havde sit livs fest. Det var kærlighed, fest, fred og farver, og alt ved den koncert samlede sig bare til en højere enhed. Man glemte alt om hvor man var, hvem der var der og hvad man lavede, alt opmærksomhed var på oplevelsen. Helmig og bandet ejede scenen, og de elskede at være der, det var bare en stor samling af latterligt glade mennesker.
Flere gange under koncerten var der helt fantastiske wow-oplevelser. Der blev leget med musikken, sat geniale pauser ind og der blev smidt et surprise-ekstra-omkvæd på flere af sangene, og det var bare helt vidunderligt. Udover de musikalske wow-oplevelser, var der også wow-øjeblikke i crowdet. Til slutningen af “Malaga”, stoppede bandet med at spille og Helmig med at synge til sidste linje ‘Jeg lukker mine øjne i Århus’, her oplevede man første gang, hvor helt vildt meget der blev sunget med, og publikumsflokken sang med så stor intensitet, at der blev delt gåsehud ud over hele min krop. Også slutningen af Stupid Man, havde et lignenede øjeblik, hvor de spillede det sidste omkvæd i ring et par gange, og lod publikum synge mere og mere. Det var hjerteskærende at så mange mennesker, kunne samles om disse sange, og Helmig blev tydeligt også mærket af den kæmpe store kærlighed crowdet gav ham. Efter at have introduceret sit helt fantastiske band til kæmpe jubel, bad Helmig også publikum om at give sig selv en velfortjent hånd, da det var ovre begyndte bandet at spille igennem igen, efter at have kørt en lavmælt rundgang, men Thomas stoppede bandet, og fik dem til at gå ned i intensitet igen, efterfulgt af ordene ‘Jeg vidste ikke i også var så ydmyge, jeg sagde GIV JER SELV EN KÆMPE HÅND’, og der blev klappet og jublet i omkring 4 minutter af højere intensitet end jeg nogensinde før har oplevet. Det var **** smukt.
Puha for en oplevelse. Thomas Helmig leverede en bragende fantastisk koncert til Musik I Lejet. En af de slags koncerter man husker hele livet. Tempoet og følelserne var skruet helt i top, og der var så meget kærlighed at finde på den plaskvåde strandkant. En helt igennem strålende koncert.