21 jul The Blaze – Musik I Lejet
Foto: Samuel Kirszenbaum (Pressebillede)
Det var dybdefølt elektronisk musik i verdensklasse der bragede ud af højttalerne, da den franske duo The Blaze indtog strandkanten i absolut stil.
5 Stjerner
Ekstasen i The Blaze‘ lydlandskab er uvirkelig, og duoen har en helt unik måde at lave elektronisk musik med deres langstrukne vokaler malet henover. Alt dette tog de også med til Musik I Lejet, hvor de leverede en magisk koncert, som var både sentimental og festlig. Duoens evne til at lave melankolsk dansemusik er uovertruffen, og musikken passede perfekt ind i stemningen på strandkanten. Hvert eneste track var blevet modificeret en smule, et par ekstra takter intro her, et vers der blev halveret der, og geniale overgange over alt. Der var kun få tidspunkter under koncerten, hvor duoen lod sine sange spille ud, og til alle de andre tracks havde de fundet på helt geniale overgange, som bandt de forskellige lydbilleder sammen. Det var ikke bare en sammenfletning af de nyere sange, de sammenkoblede sange, som blev skabt for over seks år siden, sammen med nogle af tracksene fra deres helt nye album. Det var utroligt velfungerende, og gav koncerten et stærkt kontinuerligt flow.
Hængende fra scenens loft, var fem roterende storskærme, som sammen med et genialt lysshow, fungerede som koncertens æstetiske element. Skærmene blev placeret og drejet på kreative måder under hele koncerten, og gav et fantastisk dynamisk scenebillede. De var en smule flade i starten af koncerten, men tog fart til sig undervejs, og blev til en essentiel del af koncerten.
Til The Blaze’ koncert havde publikumsflokken vokset sig enorm, og alle vegne man kiggede, var der hænder i vejret og dansende kroppe. Kærligheden til duoen var fænomenal, og intet mindre end fortjent, for de leverede en helt igennem vidunderlig koncert. De vigtigste ting fra hvert track blev fremhævet en ekstra tand, og de sindssygt mange facetter deres musik indeholder, blev udforsket dybere. Jeg savnede en smule mere selvsikkerhed på scenen fra de to aktører, men det var ikke forstyrrende, og de er trods alt elektroniske musikere, og har meget stationære instrumenter, som ikke just åbner op for at man skal bevæge sig rundt på scenen. Derudover, synes jeg det var lidt mærkeligt, at de ikke sluttede på “TERRITORY”, da det er deres helt absolut største sang. De spillede den næst-sidst, og det var en kæmpe fest, men den fest mistede desværre lidt af sin gnist til sidste nummer, som også havde en lidt flad afslutning.
Der var kun petitesser at sætte en finger på til koncerten, hvor The Blaze viste sin fremragende musikalske kvaliteter, og gav en dybdegående, emotionel og absolut dansabel oplevelse, til et meget værdsættende crowd.