22 jul Lamin – Musik I Lejet
Foto: PR
Der var fuldstændig tætpakket, som i FULDSTÆNDIG tætpakket, af mennesker under Skovscenens telt, da Lamin gik på til en eksplosion af en dansefest til Musik I Lejet.
4.5 Stjerner
Det var komplet umuligt at finde plads, da Lamin skulle spille til Musik I Lejet. Han spillede på den næste-største scene, men der var ikke på nogen måde plads nok til det enorme crowd, der var kommet for at se rapperen. Der var tætpakket selv udenfor teltet, og det var et crowd, der var mere end klar på at holde et brag af en fest. Hvis det er en fest man mangler, er Lamin et rigtig godt bud på en løsning. Han fløj ind på scenen med brandvarm energi og hans selvtillid var blændende. Han fyldte hele scenen ud hele koncerten igennem, og leverede en udladning af energi, som crowdet tog ind med åbne arme og højlydt jubel.
Han sætliste var spot on, og hver eneste nummer blev sunget med på fra start til slut. Der blev danset, sunget, skubbet, jublet og skreget, og kærligheden til kunstneren var intet mindre end sublim. Den store scene føltes bitte-lille med Lamins energi og det helt latterligt tændte og tætstående crowd. Inden koncerten overhovedet gik i gang, overhørte jeg op til flere grupper i crowd tale om, hvem i al verden der valgte at Lamin skulle spille på den scene. Et enormt mismatch. Der var så mange mennesker som var så klar, at det eneste han egentlig behøvede gøre, var at dukke op. Men han skruede helt op for energien og intensiteten, og sørgede for at putte benzin på bålet, som fik den enorme flok til at bevæge sig i takt til de legende beats.
Mod koncertens afslutning inviterede rapperen ICEKIDD på scenen til “Hvad Skal Der Ske”, og det satte endnu mere ild til publikum, som allerede havde fået temperaturen på festivalspladsen til at stige et par grader. En fantastisk tilføjelse og det helt rigtige prik over i’et til en kæmpe fest af en koncert.
Lamin var fantastisk til Musik I Lejet, intet mindre. Hvorfor i al verden, var han ikke på den store scene?