23 jul D1MA – Musik I Lejet
Foto: Frederik Eriksen (Pressebillede)
Der ville under ingen omstændigheder nogensinde være plads til D1MA på Skovscenen, som er Musik I Lejets næststørste scene, og den fuldstændig kolossale publikumspøbel skubbede og masede sig frem, for at komme tættere på den kæmpe store og helt vidunderlige fest den maskerede kunstner satte gang i.
4.5 Stjerner
Inden Tobias Rahim overhovedet havde spillet sit sæt færdigt, var der allerede fyldt op på Skovscenen hvor D1MA skulle spille en god halv time senere. Aftenen før var kapaciteten af scenens størrelse blevet testet til Lamins koncert, men til D1MAs koncert, blev det taget til et vildere niveau. Der var ingen tvivl om kunstnerens popularitet blandt crowdet, og i løbet af hele festivalen, overhørte jeg hans navn MANGE gange – Musik I Lejet var klar til D1MA.
Hele teltet rystede da D1MAs to hætteklædte kor-sangere og DJ gik på scenen. Flyvende ind på scenen kommer manden bag masken, til et jubelskrig som ville kunne høres helt inde i Storkøbenhavn. Der var skruet op til en fest af enorm kaliber, og der var ikke en sjæl på festivalspladsen som stod stille under hans koncert. Noget jeg faktisk synes er lidt en skam, for selvom tempoet i hans musik er høj; er budskaberne mægtigere, og de kom ikke meget til udtryk under koncerten. Dog var festen intet mindre en hæsblæsende, og der blev skreget med på hver eneste ord af den tæskeglade publikumspøbel.
Blandt de bas-tunge house-lignende beats som satte dansen og festen i fokus, var der dog også plads til et smukt øjeblik eller to. Blandt andet spillede kunstneren første del af “A List (Intro)” efterfulgt af “Herude (Outro)”, hvor man fik lov at opleve noget af den mere seriøse D1MA, hvilket klædte koncerten rigtig godt. Crowdet gik mere amok til blandt andet “DRØM MIG VÆK”, som bedre opfylder deres ønske om at hoppe og danse, men i en musik-elskers ører, var det en stærk og velpassende change of pace.
Kunstneren havde et utroligt køligt vibe under hele koncerten, og gik roligt rundt på scenen og leverede sine sange, uden at gøre et stort væsen ud af at danse og peppe crowdet op. Det er ofte noget, som giver en lidt skæv og flad fornemmelse til koncerter, men hans kølighed satte ham bare endnu højere op på sin selvbyggede pedestal, og publikum åd det råt. Der var en slags professionalisme over hans måde at begå sig på scenen, som passede fremragende til hans musik som både er højttempo og dansabelt, men samtidig dybdegående, poetisk og intenst.
Musik I Lejet ville have D1MA og de fik ham, han leverede en enormt sofistikeret type fest, som blev ædt råt af det helt latterligt tætstående crowd. Det her er en kunstner vi kommer til at se MEGET mere til.