Afskum – Musik I Lejet

Foto: PR

Energien som Afskum besidder er helt unik og der findes ikke et lignende match nogen steder. Dog havde han ikke den famøse energi helt med, da han gav sig selv til et ikke-modtageligt crowd.

4 Stjerner

Afskum er over alt i musikkens verden. Den intensitet og energi, som omfavner de utroligt smertefulde tekster, er usammenlignelig. Dog var kunstneren en smule syg til gårdagens koncert, hvilket desværre tog en bid af magien fra ham. Fra start til slut, var der små tekniske fejl, og de satte et tydeligt spor på den allerede ramte rapper. Han fik udfyldt tomrummene ganske udemærket, men der var desværre så mange fejl at det blev noget forstyrrende – tekniske fejl er altid træls, men lige til Afskum, som laver så intens og dybdegående musik, har man ikke lyst til at skulle afbrydes af en løs forbindelse.

Musikaliteten og bandet var strålende som altid, og den dybe musikalske følelse var stadig gennemtrædende, og trods hans sygdom, gav rapperen alt hvad han havde af lungekapacitet, mens han skreg sin pinefulde lyrik ud gennem højttalerne. Synergien på scenen var genial, og dynamikken mellem bandets deltagere var spot on.

Noget af det man er kommet til at elske ved Afskum, er hans måde at give smerte sin helt egen stemme, både igennem hans vokale præstation og lyrikken bag. Den smerte savnede jeg også en smule til koncerten. Det var stadig dramatisk og gåsehuds-uddelende, men når man ved hvor intenst det kan blive, er det svært at sige at dette var en koncert i ægte Afskum-stil.

Skuffelsen til denne koncert, lå dog primært i crowdet. Det var et meget lidt modtageligt publikum, og flokken foran scenen tyndede ud mod slut. En kæmpe overraskelse, da de har været vidne til et af de helt store stjerneskud på den danske scene lige nu. Men de var kommet for at danse og lalle rundt, og Afskum kunne desværre ikke få dem overbevist om andet.

En syg Afskum gav alt hvad hans krop kunne kapere, men den inderlige og dybdegående intensitet manglede det sidste til koncerten, hvor de store følelser dog stadig kom til overfladen.

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com