28 jun UNDERGRUNN – Roskilde Festival 2023
Foto: PR
Det norske hiphop-kollektiv UNDERGRUNN skabte en eksplosion af en fest på Eos, hvor de formåede at vise den norske rap frem for et højenergisk og veloplagt publikum.
3/5 stjerner
Jeg skal ærligt indrømme, at norske UNDERGRUNN forinden tirsdagens koncert, ikke var et navn jeg var særligt bekendt med. En ting havde min research dog forberedt mig på – der var lagt op til en fest. Med åbningsnummeret “Klikk” sprængte gruppen en euforisk bombe, til stor forløsning hos det fremmødte publikum, der på gebrokken norsk forsøgte at synge med på nummeret. Generelt set var det et overvejende ung og veloplagt publikum der havde fundet vej til Eos-scenen, mens scenepladsen føltes en anelse tom, da det ikke virkede til at alle var bekendte med den norske hiphop-gruppe.
Rækken af tunge og rumsterende hits fortsatte gennem hele koncerten, hvor energien fra de seks bandmedlemmer var bemærkelsesværdig og smittende, mens de på fornem vis formåede at skabe en god relation til sit publikum, trods sprogbarrieren der til tider stod i vejen for den idéelle forbindelse, hvorfor gruppen også måtte ty til det engelske sprog. Musikken fortsatte med numre som “Michelin Stjerner” og “Lenge Leve”, før den store publikumsfavorit “Italia” indtog højtalerne, mens menneskemængden foran scenen helt ukontrolleret gik amok, hvilket klart var et højdepunkt fra koncerten.
UNDERGRUNN er et interessant navn på den skandinaviske musikscene, og det var især givende at opleve dem live, i en tid hvor der er opstået en forfriskende tendens til at udforske musik fra vores naboer i norden, og endda indgå samarbejder med dem (jeg kigger på dig Branco). UNDERGRUNN er i hvert fald et navn, jeg fremover vil følge med i.