The Ghost Inside – COPENHELL 2023

Foto: Laura Ioana

The Ghost Inside fik den tvivlsomme fornøjelse at spille publikum varme efter Mötley Crües gigantiske fuser af en koncert, men metalcorebandet viste sig at være opgaven voksen.

4/5 Stjerner

Et stenkast fra hovedscenen, hvor glam-legenderne fra Mötley Crüe – ifølge et enstemmigt korps af anmeldere netop – havde leveret en af de absolut ringeste COPENHELL-koncerter i mands minde, stod The Ghost Inside klar til at levere en liveoplevelse, der på mange måder skulle blive den diametrale modsætning til den fadæse, der netop havde fundet sted.

Nogle minutter efter tidsplanen – fordi Tommy Lee og kompagni selvfølgelig gik over tid – fik det Californiske band således endelig lov til at gå på scenen og levere tonstunge breakdowns og byde op til hvirvlende circle pits. Kvintettens indtog på scenen virkede som et frisk skud adrenalin i årene på den del af publikum, der ikke blot var kommet på COPENHELL for at opleve de store klassiske rocknavne. The Ghost Inside var under hele koncerten et førsteklasseseksempel på, hvad den københavnske festival også kan: præsentere deres publikum for nogle af nutidens mest potente livebands.

Og ligesom onsdagens hovednavn på Hades-scenen, Parkway Drive, spillede bandet – der sidst optrådte i Danmark med netop Parkway Drive tilbage i 2012 – en form for musik, der egner sig perfekt til at sætte gang i rockfesten. De levererede altså en gedigen omgang metalcore, der blander elementer af metal med intensiteten fra hardcore punk og på den måde egner sig perfekt til både mosh pits og crowdsurfing.

Og bandet ved godt selv, hvad deres musik kan. Forsanger Jonathan Vigil havde i hvert fald publikum i sin hule hånd, når han først befalede dem til at åbne “dagens største pit” og derefter udlovede et signeret trommeskind til den første, der kunne crowdsurfe op til scenen.
Ingen skulle stå stille, og det var da også svært ikke at bevæge sig, når trommeslager Andrew Tkaczyk på mesterfuld vis skiftede mellem lynhurtige blast beats og basrumlende breakdowns – og så endda med kun ét enkelt ben efter bandets tragiske trafikuheld

Til tider virkede den breakdown-afhængige formel måske en anelse overudnyttet, men med den koncise sætliste nåede det ikke for alvor at blive noget stort problem for tilskuerne.

Vigil er en utroligt stabil sanger og hans intense, råbende vokal sad lige i skabet hele koncerten igennem, mens bassist Jim Rileys næsten pinligt rene stemme fungerede som den perfekte pendant.

Der er ingen tvivl om, at The Ghost Inside efterhånden har en del erfaring med sig i bagagen – på godt og ondt – men under deres koncert på COPENHELLl fremhævede de på nærmest ubesværet vis den kæmpe kontrast, der er på plakaten, mellem de store – og i nogle tilfælde afdankede – rockkoryfæer, og de bands, der er med til at holde metalgenren i live i 2023.

Simon Rønne
Simonronne@bandsoftomorrow.com