Tarick – Roskilde 2023

Foto: Line Westerboe
Venue: EOS
Dato: 26. Juni 2023

Tarick skabte et hjertevarmt og dansekrævende fællesskab på Roskildes fugtige jord. En forbindelse mellem mennesker og musik som publikummet sent vil glemme.

5/5

Regnen havde dalet ned over Roskilde på den anden musikdag. De glade festivalgæster havde dog haft mulighed for at skifte deres sokker, inden de skulle med flyveren til Tanzania sammen med Tarick. 

EOS var godt fyldt op, da det syv personers store band trådte ind på scenen i hvide klæder med forsangeren Tarick i front. Musikerne blev klappet ind og den varme energi osede ud af de danseklare kroppe. 

Den rejse, som Roskilde skulle på, var fyldt med afrobeat og opløftende R&B. Det var tydeligt fra første anslag på instrumenterne, at lyden stammede fra hans kærlighed til moderlandet Tanzania.  De glade festivalgæster fik dog ikke lov til at stå stille længe på den halvvåde jord, før der brød en regulær dansefest ud.

Tarikc talte direkte ud til publikummet og spurgte: ” må jeg se jeres hænder” – som straks fløj i vejret.  Hvis man ikke blev båret af Taricks stærke og bløde stemme, kunne man hengive sig til det musikalske akkompagnement. Bandet bestod b.la. af en violin og saxofon – som kun kan give en god fest. De blev derfor flere gange trukket forrest til scenen, hvor de krævede den sidste energi, som tilskuerne havde tilbage i kroppen. 

Selvom de fleste af Taricks sange ikke er på engelsk eller dansk, forhindede det ikke publikummet af at blive en intregeret del af koncerten. Forsangeren fortalte om sit fornavn – T, som han gjorde til et medråb, som blev brugt flere gange under koncerten.

Det forbandt publikummet med den varme scene i et stærkt fællesskab, som selv ikke sprogbarriere kan bryde. 

Hvide balloner skiftede hænder hos publikummet, imens energien blev varmere på scenen, hvor b.la. bassisten viste, hvordan man ægte lader sig rive med. Det var en energi, som gik igennem alle i bandet, som stod med store smil under hele koncerten. 

Baggrundssangeren viste også, hvordan den sensuelle energi mellem to mennesker kunne udforholde sig. Dette bad Tarick publikum om at tage del i ved, at de dansevarme hænder hos de fremmødte skulle finde frem til en sidemakker, som de kunne holde i hånden til det næste nummer. 

Koncerten og energien var ikke kun Taricks – det var Roskildes og den talentfulde sanger viste, hvordan man kan skabe et fællesskab gennem musikken.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com