13 jun Squid – O Monolith

Foto: Studio UJ (Pressebillede)

Squid har med O Monolith måske ikke overgået deres fantastiske debut, men de kommer så ufatteligt tæt på med deres eventyrlige prog-eksperimenter.

4/5 Stjerner

Da de ultra-hypede briter fra Squid smed deres debutalbum på gaden for lidt over to år siden, kvitterede undertegnede anmelder med fuld plade. I min ekstase valgte jeg dengang at sammenligne Bright Green Field med flere af historiens store rockdebuter, og selvom hypen siden er aftaget en smule, står jeg fortsat ved den holdning, at artpunkkvintettens debut er en af de bedste, jeg har hørt i mit 24 år lange liv.

Derfor var forventningerne til efterfølgeren O Monolith selvsagt også enorme.

I virkeligheden kunne bandet nok være sluppet ganske fint afsted med at give deres fans mere af, hvad der fungerede så godt på debuten. Men som en del af den sprudlende Windmill-scene i London – der også har givet os bands som Black Country, New Road og black midi – har Ollie Judge og co. tilsyneladende ingen interesse i at udøve den slags identitetsmæssige hundesvømning.De søger ufortrødent nye musikalske territorier, og det er O Monolith et klokkeklart bevis på.

Den eksperimentelle blanding af art- og post-punk med tydelige tråde til den synthorienterede krautrockscene og en forkærlighed for kantede guitarriffs og fremtrædende baslinjer. Der er til gengæld blevet skruet ganske betydeligt ned for de dance-punkinspirerede rytmer, der sammen med Judges hektiske vokal var med til at give Bright Green Field dets nærmest maniske udtryk – et udtryk der matchede pladens sveddryppende tilblivelse i producer Dan Careys sommerhede kælderstudie.

Og selvom Carey endnu en gang har spillet en vital rolle i tilblivelsen af Squids plade nummer to, har miljøet hvori indspilningen er foregået været en helt anden i denne omgang.

O Monolith er nemlig blevet til i noget mere naturnære og luksuriøse omgivelser i form af Peter Gabriels Real World Studios. Og det kan faktisk mærkes på lyden. Selvom det er debuten, der bærer titlen Bright Green Field, er det sjovt nok efterfølgeren, som med sin lyd netop maler billeder af store åbne græsenge på lytterens nethinde.
Inkorporering af elementer fra folkemusikken og mere klassisk instrumentering spiller sømløst sammen med lyden fra diverse musikalske maskiner, der på denne plade bl.a. inkluderer Fairlight- synthesizeren, som populært blev brugt af selveste Kate Bush.

På debuten blev der eksperimenteret med udvidede sangstrukturer – inkl. ambient-stykker kendt fra post-rockens verden. På en lignende måde bliver der også på O Monolith eksperimenteret med ukonventionelle sangstrukturer, der byder på en række dynamiske skift i intensitetsniveau. Men i denne omgang er vi qua de førnævnte ekvilibristiske genreindflydelser og den mere maksimalistiske lyd tættere på progrockens verden.

Er det mon bare et tilfælde, at pladen blev indspillet i et studie stiftet af Gabriel, der er kendt fra et af genrens største bands Genesis? Der er måske ikke tale om et decideret progrockalbum, men det er for mig tydeligt, at genren er blevet tilføjet til den lange liste af byggeklodser, som bandet ynder at tage frem og lege med fra tid til anden.
Også lyrisk synes Judge at have ladet sig inspirere at progbands som King Crimson og førnævnte Genesis. Der bliver dannet en form for magisk univers, komplet med dets egne karakterer. På “Devil’s Den” lyder det bl.a.:

– Pouring the water // Into the hollows // Vingegar Tom and all his friends will drink for free

Dette fantasiunivers blandes undertiden sammen med forsangerens egne erindringer fra en tid, hvor han for alvor følte monotonien i det job, han i en periode under coronakrisen tog på sig for at få noget struktur på sin dag.

– It cracks me up // It gets me out, but it’s pulling me down// Clipped from the sides, you’re looking rough // Was that another month gone?

Sådan lyder det bl.a. på “Siphon Song”

Hans hengivelse til den middelalderlige fantasiverden kan forstås som en form for eskapisme fra hverdagen, og det samme kan vel siges om det mere luftige lydunivers, der ligeledes står i kontrast til den følelse af indelukkethed, der går igen fra debuten.
På mange måder er det altså både musikalske og tematiske gensyn på O Monolith, men som albumlukkeren “If You Had Seen The Bull’s Swimming Attempts You Would Have Stayed Away” med dens skønne blanding af melodiske finurligheder, eventyrlige harmonier og støjende fuzz sætter to streger under: Squid står på ingen måde stille i deres udvikling som band.

Det syntes som en nærmest umulig opgave at leve op til den nærmest perfekte debut, men de kommer så forbandet tæt på, mens de formår at trække deres lyd i nye spændende retninger. Og det er altså noget af en bedrift.