Redaktionen guider: Dem skal du opleve i opvarmningsdagene på Roskilde Festival!

Foto: Ida Laurberg // Jeppe Klausen (Pressebillede)

Roskilde Festival 2023 er lige om hjørnet og der er derfor ikke længe til, vi igen skal opleve en masse fed musik på Dyreskuepladsen! Her på redaktionen er vi derfor dykket ned i det store opvarmingsprogram og udvalgt de 10 koncerter, vi glæder os allermest til at opleve!

Tuhaf

Tuhaf er en oplevelse som man skal unde sig selv! Det dansk/tyrkisk psych rock-band fra København med den karismatiske tyrkiskfødte sangerinde Berrin Bas i front synger om kærlighed og det svære, som hører med til kærlighed; bruddet, sorgerne, konflikterne og de tunge savn.
Tuhaf udgav i 2022 debutalbummet Mere Guld og vi glæder os til at opleve numrene live. 

Hvor: Gaia
Hvornår: Søndag den 25. juni kl. 20.00

Giift

Er du tilhænger af svævende RnB og musikalsk talent i verdensklasse? Så må du ikke gå glip af Giift! Den purunge sangerinde har på kort tid gjort sig bemærket på den danske musikscene, hvor hun med numre som “Fed Up” og “If You Leave” har præsenteret en mærkbar lyd af international kaliber, som vi slet ikke kan vente med at opleve på Roskilde Festivals nye Gaia-scene!

Hvor: Gaia
Hvornår: Søndag den 25. juni kl. 15.30

Ida Laurberg

På barndomsværelset i Helsinge skrev og udgav Ida Laurberg sin første sang “Puppy Dog Eyes” som 16-årig. I dag, 7 år senere, er hun klar til at gå på scenen på Roskilde Festival, hvor du med garanti kan forvente at blive taget med på sangerindens nylige dansksprogede rejse, hvor numre som “Terrier” og den seneste “Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig” med Andreas Odbjerg har mødt stor popularitet landet over. Hvis du sætter pris på musikalsk talent og tekniske sangevner, må du ikke gå glip af denne koncert. 

Hvor: Eos
Hvornår: Søndag den 25. juni kl. 17.45

Gorgeous

Den danske duo Gorgeous befinder sig i et popunivers, hvor noter af country kun gør musikken mere interessant. Trods kun at have udgivet 4 numre, har de allerede spillet for et fyldt Lille Vega og har været i rotation på både P3 og P6 Beat. Duoen mødte hinanden i en tid, hvor de begge gav slip på den elektroniske musik og sammen søgte den analoge og organiske musik. Og det er vi glade for – Gorgeous laver nemlig musik til ethvert humør. I øjeblikket arbejder de på deres debutalbum, som udkommer senere på året og mon ikke de har nogle sange med derfra. Der er i al fald kun en måde at finde ud af det på og det er ved at dukke op!

Hvor: Eos
Hvornår: Søndag den 25. juni kl. 14.45

PIL

Er du til Koncert med PIL, er du garanteret en popfest af største kaliber. 2023 har været et vildt år for Pil som har været Ugens Uundgåelige på P3 med monsterhittet “Dronningen Af Månen”, spillet for et udsolgt Store VEGA og optrådt i landsdækkende TV sammen med årets X-Factor vindere Rosel. Pil vandt i 2021 talentprojektet Karrierekanonen og siden har karrieren ikke stået stille. Pil er et must-see på årets Festival og mon ikke hun nok skal give os alle “Nattely”.

Hvor: Eos
Hvornår: Mandag den 26. juni kl. 19.15

USSEL

Sidste års vinder af Karrierekanonen har haft et vanvittigt år. Og det ser ikke ud til, at der kommer ro på lige foreløbig. Har du ikke oplevet USSEL før, har du en kæmpe oplevelse til gode. Han er en performer uden lige og hans numre vil sætte sig fast, så du går og nynner dem resten af festivalen – Og det er absolut ikke en dårlig ting. Han udgav i 2022 nummeret “En Sang Til Min Kommende Kone” og hvor smukt ville det ikke være, hvis den kone var at finde blandt årets Roskilde publikum? 

Hvor: Eos
Hvornår: Mandag den 26. juni kl. 22.15

Kalaset

Er du til dansefest og glimmer, så er du til Kalaset. Bag Kalaset er fem unge mennesker, oprindeligt fra Middelfart, som har boet og dyrket musikken sammen i et hus i Skanderborg. De bor ikke længere sammen, men musikken dyrker de stadig og heldigvis for det. Pak glimmeret og gør dig klar til at danse, for det kan du ikke undgå til Kalasets koncert. 

Hvor: Eos
Hvornår: Tirsdag den 27. juni kl. 16.15

Tender Youth

Trænger du til en pause fra alt popmusikken, så er Tender Youth koncerten, du skal til. Trods bandets unge alder skal man ikke tage fejl, de kan give den maks gas! I april udgav de debutalbummet The Hands Of Broken Bonds ogmed en lyd og en visuel identitet, der indkapsler britisk undergrund, er den unge rockgruppe mere end klar til at indtage de danske scener. Og Roskilde festival bliver absolut ingen undtagelse!

Hvor: Gaia
Hvornår: Tirsdag den 27. juni. kl 17.00

Girl Scout

Kender du ikke Girl Scout, er det på tide! Den svenske kvartet udgav i februar deres debut-Ep Real Life Human Garbage, hvor hittet “All The Time And Everywhere” er at finde. De spillede tidligere på året på Ideal Bar og nu er de klar til indtage Roskilde Festival. Girl Scout er bandet du skal opdage inden dine venner gør det!

Hvor: Gaia
Hvornår: Tirsdag den 27. juni kl. 18.30

Zar Paulo

Zar Paulo behøver næppe den store introduktion. Gruppen, der gang på gang leverer liveoptrædener, der scorer fuld plade hos anmelderne, er uundgåelige på årets festival. I april udgav de endelig deres debutalbum Elendig Software, som har været i rotation på kontorets højtalere lige siden. Zar Paulo skal opleves, og har du oplevet dem før, så skal du opleve dem igen. 

Hvor: Eos
Hvornår: Tirsdag den 27. juni. 22.15

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com