Redaktionen guider: Dem må du ikke gå glip af i musikdagene

Foto: Blæst // Nikolaj Gyldenløve (Pressebillede)

Det er ikke mange nætter vi skal sove, før festivalpladsen på årets Roskilde Festival åbner. Lineuppet er kæmpestort og derfor kan det være en smule uoverskueligt at vælge hvem man skal se i de fire dage. Frygt ej, vi har samlet 10 af de kunstnere, vi glæder os allermest til.

Blæst

Selvfølgelig skal Blæst åbne Orange Scene. Gruppens karriere er kørt med raketfart, siden de spillede på Rising i opvarmningsdagene sidste år. De har udgivet album, spillet koncerter over hele Danmark og har også måtte trække stikket, da det hele blev lidt for meget. De er vendt stærkere end nogensinde tilbage og er mere end klar til at skyde Roskilde Festival i gang. Så “Kig Op Fra Gulvet” og op på Orange Scene  – Du er garanteret en kæmpe fest!

Hvor: Orange
Hvornår: Onsdag kl. 18.30

August Rosenbaum

August Rosenbaum har hele seks albums på bagen, de fem af dem værende instrumentale. Han har samarbejdet med både Quadron og Niels Frahm, så det er en erfaren herre, vi har med at gøre. I oktober sidste år udgav han albummet Songs People Together, hvor han for første gang selv synger. August Rosenbaum er et multitalent og der er ingen tvivl om at han nok skal feje benene væk under publikum. 

Hvor: Gloria
Hvornår: Onsdag kl. 21.30

Rina Sawayama

Oplevede du ikke Rina Sawayama sidste år, skal du unde dig selv at gøre det i år!
Den britisk-japanske pop sensation indtager igen Arena med et show, hvor der helt sikkert er kræset for den mindste detalje. Siden hendes optræden på Roskilde festival sidste år, har hun udgivet albummet Hold The Girl, som vi glæder os til at opleve live. Hendes optræden sidste år scorede fuld plade hos vores anmelder – Vi derfor ikke vente med at opleve hende igen!

Hvor: Arena
Hvornår: Torsdag kl. 20.45

Metteson

Metteson er Norges nye pophåb og nu kan vi endelig opleve ham i Danmark, når han indtager Avalon. Metteson laver god solid pop, der trækker på inspiration fra både ABBA, Christine and the Queens (som du absolut heller ikke må gå glip af!) og Perfume Genius. Han har desuden en baggrund i dans og teater og formår derfor også at skabe ekstravagante sceneshows, der får dig til at tabe kæben. Skal du derfor have en dansefest, skal du uden tvivl opleve Metteson

Hvor: Avalon
Hvornår: Fredag kl. 22.30

Rosalía 

På Roskildes næstsidste dag kan du godt finde dine flamenco-moves og spanske folkeskole-gloser frem, når popstjernen Rosalía indtager Arena. Den spanske sangerinde udforsker om nogen grænserne for, hvordan musikalske genrer kan fusioneres anno 2023, hvor lyden er en nyskabende mixtur af latinpop og alternativ RnB, som blandt andet kan opleves på sidste års mesterværk MOTOMAMI. Rosalía gæstede senest Roskilde i 2019, til en mindeværdig koncert der var noget nær perfekt, så herfra har vi bare at sige, husk at pak danseskoene, og glæd dig til Rosalía på Arena!

Hvor: Arena

Hvornår: Fredag kl. 23.15

Greentea Peng

Greentea Peng laver Neo-soul og beskriver sin egen musik som psykedelisk RnB. Og med rette, for når man lytter til hendes musik, bliver man draget ind i en verden, som man ikke vil ud af igen. 

Hun har udgivet to albums, Man Made og Greenzone 108, som har kørt i loop på kontoret de sidste mange måneder. Greentea Peng er den oplevelse du ikke må gå glip af og som forhåbentlig vil være en af de bedste oplevelser på dette års Roskilde Festival. Forventningerne er høje!

Hvor: Arena
Hvornår: Fredag kl. 16.00

Domi & JD Beck

Denne duo er du måske ikke bekendt med endnu, men det bør du blive. Franske Domi Louna og amerikanske JD Beck fusionerer moderne jazz med inspirerende elementer fra hiphop og soul, som på imponerende vis forklædes af deres exceptionelle og iøjnefaldende musikalske talent. De purunge musikere er stormet frem siden sidste års debutalbum NOT TiGHT, hvor man på gæstelisten kan finde navne som Anderson .Paak og Snoop Dogg, der vist ikke behøver yderligere forklaring om, hvilken liga Domi & JD Beck er kommet for at spille med i. Det er lørdag, festivalen nærmer sig sin ende, og du har fået nok af popmusik og skrabet tramp fra Soundboksen, så tag et smut forbi Gaia-scenen, og oplev jazzmusik af højeste kaliber.

Hvor: Gaia
Hvornår: Lørdag kl. 14.15

Weyes blood

Weyes Blood har en plads i enhver musiknørds hjerte, med god grund. Amerikaneren, der sidste år udgav andet album And in the Darkness, Hearts Aglow i hendes albumtrilogi. har nemlig taget os med storm. Hun spillede for et udsolgt VEGA i februar og nu har vi endelig mulighed for at opleve hende igen. Med velskrevne melodier og dragende og drømmende produktioner, bliver du taget med ind i en verden, du ikke har lyst til at forlade igen. 

Hvor: Avalon
Hvornår: Lørdag kl. 16.00

Caroline Polachek

Caroline Polachek byder velkommen til hendes ø, og tro os, du har ikke lyst til at forlade den igen. Polachek befinder sig i et himmelstræbende og udfordrende popunivers, der kun bliver mere imponerende, når hun udfolder sin vilde vokal. I februar udgav hun albummet Desire I Want To Turn Into you, som blev taget imos med klapsalver af anmelderne. Det er næsten på bucketlisten at se Caroline Polachek og i år bliver det indfriet, når hun spiller Arena op til dåd.

Hvor: Arena
Hvornår: Lørdag kl. 17.30

First Hate

Synth-duoen First Hate kan i 2023 fejre 10-års jubilæum og inviterer derfor til fest, hvor du nok skal få mulighed for at svinge hofterne. Til trods for at de spiller samtidig med en anden duo, som netop har udsendt et surprise album (læs, Ukendt Kunster) er First Hate altså en oplevelse som man ikke må gå glip af. De leverer nemlig solide popbaskere, men bringer samtidig stemninger og greb ind i musikken, der gør, at du ikke kan lade være med at smelte hen i eftertænksomhed og ekstase. To stemninger, man ikke skulle tro var muligt at føle på samme tid. Men det er lige det First Flush kan få en til. 

Hvor: Gaia
Hvornår: Lørdag kl 01.15

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com