30 jun PRISMA – Roskilde Festival 2023
Foto: WHY STUDIO (Pressebillede)
PRISMA lagde for andet år i træk vejen forbi Roskilde, hvor de med intens energi og tydeligt gåpåmod beviste sig værdige til at fylde en stor scene.
4/5 stjerner
Inddæmmet i rødt scenelys gjorde søster-duoen sin entre på Avalon-scenen, da klokken natten til fredag slog 00:30. Ovenpå en tung begyndelse der iscenesatte de hårdtrammende og eksperimenterende numre, fik hittet “I Never Wanted To Meet You” spilletid i det pakkede telt, hvor selv Alien & Ko havde fundet vej torsdag nat.
Generelt var det et oplagt publikum der var til stede under teltdugen, hvor der flere gange blev klappet energisk i takt, mens det særligt indtagende og imponerende lysshow fra scenen bidrog til at igangsætte en fest, jeg ikke havde forventet at opleve til PRISMA. Flere gange blev publikum inkluderet i koncerten, mens den elektroniske poprock skabte forlængede musikalske fraser der gjorde det muligt for publikum at hoppe og danse ekstatisk.
Pludselig spillede tonerne af Katy Perrys “Hot N Cold” – hvorfor ved jeg stadig ikke – men ikke desto mindre blev den lidt tilfældige overraskelse taget imod med kyshånd, hvor selv bartendere og Roskilde-frivillige kunne spottes udvise begejstring over det PRISMA-ficerede covernummer. Katy Perry kom desværre ikke med på scenen, men det gjorde til gengæld sangerinden Mercedess. Med nummeret “Bangs” kulminerede festen PRISMA selv havde skabt, hvor en række orchestra hits endte ud i en intens technorave, mens Frida og Sirid på scenen fremviste deres indøvede koreografier.
“Villains of the Night” blev ligeledes bakket op af det fascinerende lysshow, der for mig var blandt koncertens højdepunkter, mens publikumsinteraktionerne fortsatte som natten skred frem. Man kunne ønske sig en kende flere nuancer fra PRISMAs Avalon-koncert, der må siges at være et skridt op siden sidste års koncert på den nu forgangne Rising-scene, da de eksplosive numre somme tider hobede sig op og gav en mættet fornemmelse. Dette skal dog ikke tolkes som et problempunkt, da den intensive musik landede lige hvor den skulle torsdag nat, hvilket kom til udtryk gennem publikums nævneværdige energi, der sørgede for en helstøbt koncertoplevelse, hvor PRISMA viste sig værdige til at fylde en stor scene.