Pil – Roskilde Festival 2023

Foto: PR

Pil fyrede og for pophits og charme, til en tætpakket aftenkoncert på Eos, hvor kufferten var pakket med sad bangers og energiske forløsninger.

3/5 stjerner

Pil har på kort tid vokset sig til et navn, der er velbevandret på de danske hitlister. Midt i en travl festivalsæson, lagde den populære sangerinde mandag vejen forbi Roskilde Festival, hvor menneskemængden samlet foran Eos var den største, jeg indtil videre har set på dette års festival.. Allerede fra åbningsnummeret “Ingenting Jeg Hellere Vil”, var det tydeligt, at en stor del af det fremmødte publikum var glødende Pil fans, hvilket samtidig gjorde sig gældende for det efterfølgende nummer “Omvendt”, der satte en ihærdig fællessang i gang på scenepladsen. Tidligt inde i koncerten måtte Pil da også stoppe op og fortælle en anekdote om hendes første oplevelse på Roskilde Festival, hvoraf hendes benovelse over selv at få lov til at stå på en af festivalens scener ikke var til at tage fejl af.

Mængden af ‘sad bangers’ blev på fornem vis bakket op af Pils energiske udtryk på scenen, som gav et forfriskende pift til de rolige popsange. I dagens anledning havde Pil inviteret Phlake-forsanger Mads Bo Iversen (der også går under aliasset Wads.png) med sig på scenen, hvor de i fællesskab fremførte nummeret “Dér”, hvilket skabte glæde og eufori blandt publikum. Ovenpå det forløsende nummer, henvendte Pil sig til publikum, og spurgte “må jeg komme ned til jer?”. Dette var ment i bogstaveligste forstand, da hun efterfølgende nedtrådte fra scenen, for at indfinde sig midt i publikumsmængden. Nummeret “Rullefald” fremførtes med inderlighed og sårbarhed, mens publikum omfavnede musikken som var det deres kæreste eje.

Flere gange blev jeg dog påvirket af højtalernes lyd, der gjorde det en kende svært at høre Pils vokal. hvilket havde en ærgerlig indflydelse på den overordnede koncertoplevelse. Det skal dog ikke tage noget fra Pils vokal, der er lige dele imponerende og sikker, og som lyder nøjagtig som studieversionerne uden nogen form for fejl. Et eksempel på denne sikkerhed kunne eksempelvis spores ved nummeret “Dronning Af Månen”, der inviterede publikum med i Pils trygge og fortrolige univers, der blot fungerede som en opbygning til den ultimative kulmination, som mange nok var mødt op for. Jeg henviser her til publikumsfavoritten *”Nattely”, der for alvor sørgede for fællessang på pladsen, mens der skabtes et flot og rørende øjeblik, hvor artist og publikum blev forenet på flotteste vis.

Pil ramte ikke uden for skiven, men desværre heller ikke helt plet. Sangerinden var beundringsværdig energisk på en scene, dog kunne man ønske sig mere blikfang og flere nuancer i sceneshowet, da den svævende popmusik til tider blev overdøvet af samtaler blandt publikum. Pil må dog siges at være et af vort lands største nye stjerner, der fortjent havde fået tildelt en plads på dette års Roskilde Festival.

Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com