Phlake – NorthSide 2023

Foto: Hjalte Gregersen
Venue: ASTRA
Dato: Torsdag den 1. juni 2023

Jeg ville være en ærgerlig festival-deltager, hvis jeg missede Phlake på NorthSides solrige første dag. Gruppen leverede crowdpleaser på crowdpleaser og var intet andet end til stede i nuet.

4/5 stjerner

Jeg havde faktisk nærmest glemt, hvor fremragende et bagkatalog denne duo har. Det blev jeg dog hurtigt mindet om på årets NorthSide, da gruppen leverede det ene fantastiske nummer efter det andet. På gamle og på nye numre, er det som om, det aldrig rigtig lykkes Phlake at ramme ved siden af – i den grad heller ikke live. Med sig på scenen, havde de taget deres fantastiske band – guitar, trommer, percussion, bas og synthesizer, som formede en stående halvcirkelformation på podiet bag forsanger Mads Bo Iversen, og som virtuost spillede fejlfrit og legende sammen.

Og der var selvfølgelig ikke en finger at sætte på Mads Bo Iversens skudsikre vokal. Også i veludført duet med pseodonymet Mercedes the Virus – som bekendt Mads Bo Iversens egen forvrængede kvindestemme, der fik taletid i sin helt egen mikrofon.

I anledning af gruppens seneste EP Phine Friends – lavet i samarbejde med en række af beundringsværdige nye musikere på den danske musikscene – fik vi fornemt besøg af både Gorgeous på “10 feet” og eee gee på “Taxi”, som begge lagde det store publikum ned, med deres fremragende præstationer på den store scene.

Sceneshowet var ikke overvældende eller med stor variation, hvilket helt naturligt får en koncert til at trække en lille smule i langdrag undervejs – hvilket desværre til tider også blev tilfældet hos Phlake her. Det blev dog reddet af de fantastiske højdepunkter i “Pregnant”, “Slip Away”, “Baby Steps”, et hjemmevideoudtryk på storskærmen fra et håndholdt kamera på “Kitchen Party” og selvfølgelig den store afslutter “Angel Zoo”, som publikum havde ventet på hele koncerten.

Der er ingen tvivl om, at Phlake er et fantastisk livenavn. Det beviste de endnu en gang på NorthSide. Der skal til gengæld heller ikke være tvivl om, at koncerten ikke måtte have været ét nummer længere end den time og et kvarter, de stod på scenen, hvis de altså ikke havde leveret nogle flere betydelige variationer i deres sceneshow.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com